Dette fotografi, dateret til den 24. maj 1923, viser huset på Kratbjergvej i Lillerød, som Emmy og Edwin købte den 8. marts 1921. Huset ser beboet ud, men overraskende nok er haven anlagt og hegnet omkring grunden er endnu ikke sat op, selv om det er næsten 2 år efter at de købte ejendommen.
Husets byggestil er “bedre byggeskik” – en enkel lidt retroagtig arkitektur med elementer fra det bedste ved dansk håndværkertradition. Stilen blev udbredt af en forening stiftet 1915, som ville bekæmpe historicisme og overklassens stilblanding, der bl.a. repræsenteredes af de dronevillaer der blev bygget samtidig i de egentlige forstæder, længere inde mod København. I øvrigt blev 1920´erne en periode med smuk arkitektur, også blandt mere velhavende bygherrer: småsprossede vinduer, menneskelige proportioner, en kærlighedserklæring til godt håndværk. Arkitekten hed Rossing.
Rossing var såkaldt “landligger” i Lillerød på den tid og vores gæt er at han har tegnet og bygget huset til sig selv, som “et hus på landet” når han ville bort fra storbyen. Af en eller anden årsag har han solgt til Edwin og Emmy.
På hver side af hoveddøren ses tekniske installationer. Til højre en mekanisk ringeklokke og til venstre en elektrisk lampe, som må være udtryk for at bygherren enten har vidst eller haft en formodning om at udbygningen af elforsyningen til også at omfatte Kratbjergvej var umiddelbart forestående, eller at han bare har været forudseende ville have moderne installationer med i de huse han solgte. Emmy og Edwins ældste barn, Sven husker nemlig miraklet, da de fik ”lagt strøm ind”, så udbygningen af elnettet lod vente nogle år på sig og lampen hængte der i et par år og ventede på at kunne blive tændt.
Loftsetagen ser ud til at være delvist beboelig, idet det åbne vindue i gavlen antyder et værelse der. De 2 skorstene indikerer at huset var forsynet med 2 kakkelovne, en måske i forbindelse med et komfur. Der var ikke wc i huset i de første år, for i en anden forbindelse kom Emmy og Edwins datter, Ester mange år senere ind på, hvordan faderen tømte lokumsspanden. Emmys bror, tømreren Vilhelm, installerede på et senere tidspunkt badeværelse med wc. Moderniseringen faldt muligvis sammen med nødvendigheden af at reparere sidebygningen efter drengenes eksperimentering med krudt som fik en uheldig udgang i og med at stadset eksploderede medens de lavede bomber i bryggerset. Eksplosionen var så kraftig at taget løftede sig noget og vinduerne blæstes ud.
Edwin kørte dagligt med toget fra Lillerød til Sølvtorvet i København, hvor han var ansat ved De Danske Statsbaner (DSB) – en absurd lang tur på arbejde efter den tids normer, som kun kunne lade sig gøre fordi han havde frikort til jernbanen.
Hvorom alting er, så må investeringen i huset være udtryk for en optimisme og et vist livsmod hos den unge jernbanefunktionær, der jo tilhørte “guldsnorene” hos etaten. Edwin må kort sagt have følt sig ved muffen. Emmy tjente jo ingenting. Måske havde de begge sparet op?
Grundstykket som huset lå på var kombineret af matriklerne 5h og 5 i.
På kortet ovenfor, der dækker tiden fra 1920-1930 ses at huset på Kratbjergvej dengang lå ensomt på noget der ligner udstykning af grunde op mod Kratbjerg, en skovbevokset høj 64 m. over havet. Den gang havde vejen sikkert ikke formelt et navn, det er noget der kom senere.
Huset er her fotograferet af Gerda Nielsen i 1931. Det viser at det lå relativt ensomt derude i udstykningsområdet i mange år.
Nu om dage er der helt tæt bebygget i området og det er interessant at notere at huset har holdt i næsten 100 år idet grundformen ikke er ændret. Bryggerset og den lille kvist på østsiden af taget er helt klart stadig der.
Matrikeloplysningerne er interessante i og med at grundens areal tilsyneladende ikke er ændret siden 1920 og dermed siden Emmy og Edwin boede der. Senere ser vi at de har matrikel 5i eller 5j, så om de to matrikelnumre er blevet slået sammen til 5h, hvilket ikke ville være ualmindeligt, eller om de senere har købt et stykke nabojord til ved vi ikke.
Her får vi et blik fra havesiden og huset ser ganske hyggeligt ud, som det ligger der i solskin en sommerdag i 1927. Haven er nu helt etableret med plæne nærmest huset og blomsterbede og nyttehave længere nede i haven. Terrassen er omgivet af en meterhøj velklippet hæk og selve plænen får en tur med plæneklipperen skubbet af Edwins søster, Josepha.
5 år senere var Gerda Nielsen på besøg hos Emmy og Edwin. Det var i pinsen 1932. Gerda Nielsen var professionel fotograf og har her fundet en god vinkel og belysning så huset bliver præsenteret på allerbedste måde. Pudsigt nok havde Emmy og Edwin ikke dette fotografi i egen samling. Vi har de fra Emmys bror, Vilhelms familiealbum.
Med flaget på stangen ved vi at dette fotografi, og dermed det ovenfor er taget på selve Pinsedag, som er en flagdag – derfor ved vi at der blæste en god østenvind den dag.
I albummet, under fotografiet ovenfor stod skrevet med næsten ulæselig håndskrift: “Tante og Onkels hus i 1932”. Vi ved hermed at Emmy ikke blev kaldt Tante, og ikke Faster.
Et rørende spartansk indbo foreviget i dette interiørbillede til venstre. Vi mener det er Emmy og Edwins dagligstue i huset på Kratbjergvej 5 i Lillerød, som vi her får et indblik ind i.
Der er trægulv belagt med tæppe og ”kludetæpper”, eller som det hedder på svensk ”trasmattor”.
Brændeovnen er lavet af støbejern og dekoreret med et blomstermotiv og anden enkel ornamentik. Den er installeret ret åbent så varmeafgivelsen til rummet har sandsynligvis været god. Kurvestolen bag ovnen har nok været en dejlig plads i vinterhalvåret for den sikkert allerede dengang gigtplagede Emmy.
I ovnens overflade er der en cirkelrund åbning der kunne lukkes mere eller mindre med ringe af støbejern, alt efter hvor stor kedlen var. På fotografiet her er kobberkedlen højst sandsynligt en daglig brugsgenstand og det er nemt at forestille sig at den fungerede som varmtvandsforsyning i en tid før centralvarme og varmt vand i hanerne var almindeligt. Måske tog de også vand herfra til brygning af te og kaffe i vintermånederne.
Den fritstående mahognistol husker vi fra Emmy og Edwins senere hjem på Ved Skovgærdet 33 i Hillerød, hvor de stod omkring et mahognibord, kaldet “sergentbordet”. Fra tiden i Lillerød havde stolesæderne på det tidspunkt bordeauxrødt betræk og var elendigt polstret med buler og halm.
Bordet, hvoraf en del kan anes, var af samme mørke farve og havde et bemærkelsesværdigt vandret, bredplanket kryds som forbandt det nederste af bordets 4 ben. Måske tjente krydset 2 formål: det at stabilisere de drejede ben og det at øge de omkringsiddende personers komfort ved at fungere som en slags fodskammel, så fødderne kom over gulvhøjde i vintermånederne.
Ved væggen under vinduet står en lille træbænk fremstillet af Edwins far, Carl Heurlin. Den er i mørkt bejdset fyrretræ og forsynet med træskærermotiver over det hele. Under bænkens siddeflade er der i hele bænkens længde en kasse med hængselmonteret låg. Om det oprindelige formål med bænken har været at den skulle tjene som klaverbænk, eller om det ganske enkelt var et husflidsarbejde efter svensk mønster med opbevaringsmulighed til f.eks. sy- og strikketøj, er uvist.
Det hvidmalede standur var måske af svensk oprindelse og flyttede med Emmy og Edwin til deres senere adresse på Fredensborg Station og senere igen til Ved Skovgærdet 33 i Hillerød, hvor det stod i spisestuen. Urskiven var vist i hvid emalje med sortmalede romertal.
Skabet, der står mod væggen til højre, er af mørkbejdset træ og opdelt i en bogreolsektion for oven, bag aflåselige døre med småsprossede vinduer, og en skuffefunktion for neden. Vi husker skabet fra Emmy og Edwins hjem på Ved Skovgærdet 33 i Hillerød, hvor det stod i dagligstuen. Jørgen arvede det og lod det stå, hvor det altid havde stået.
Keramikkrukken, der her står oven på skabet, flyttede også med til Hillerød.
Noget skrabsammen ville borgerskabet vel sammenfattende sige om denne blanding af mahogni og malet træ og billige kurvestole; men for den lille familie var deres første hjem vel opfyldelsen af en af de drømme de havde drømt indtil da.
På fotografiet til venstre er vi stadig i opholdsstuen hos Emmy og Edwin i deres hus i Lillerød. Det er forunderligt – hvem har mon taget disse billeder? Nogen må have været ret stolt af interiøret, for hvem ville ellers finde på at fotografere deres bolig uden mennesker? Det er et æstetisk Bo Bedre-blik, der hviler på stuen. Se hvor ryddeligt der er. Avisen markerer levet liv og et vist niveau: her i huset følger vi med i verdens gang!
Kameraet er svinget lidt til venstre i forhold til forrige interiørbillede af stuen og vi ser at der hørte 2 mahognistole til bordet og at de begge var dårligt polstrede. Bordets sjove fodstøtte (eller ”bordbenstabilisator”) ses helt tydeligt her. Bordet er dækket af noget der ligner et tykt bordtæppe med kvaster i hjørnerne. Oven på det, midt på bordet, er lagt en lysedug, der næppe var lavet af Emmy, for hun var ikke kendt for de finere genrer inden for håndarbejde. Hendes speciale var de centnertunge slumretæpper hæklet af garnrester.
På lysedugen står en petroleumslampe og ved siden af den læste avis. Over den, hængende ned fra loftet, er der en skærm til elektrisk lys. Den må være købt brugt, meget billigt, for kæderne er itu flere steder og erstattet med en slags snor. Hvis vi sammenholder den med lyskontakten prominent placeret på væggen til venstre i billedet, mellem dørkarmen og billedrammen, bliver det klart at huset var forberedt til elektricitet, men det var endnu ikke ”lagt ind” og derfor den centrale position af petroleumslampen på bordet. Den var ikke blevet hyggegenstand endnu.
Langs væggen, under billedrammerne, står en chaiselongue i mahogni. Dette møbel husker vi så glimrende: det tjente også senere som sofa i dagligstuen i Hillerød i perioden hvor Emmy og Edwin boede med Jørgen på Ved Skovgærdet 33. Over dens armlæn ligger et sammenlagt meget groft hæklet eller strikket tæppe. Vi husker den slags fra vores barndoms besøg hos Emmy og Edwin i Hillerød. De var så tunge, som de var hæklet af blytråd! Puden i chaiselongen virker også ret grov med hæklede eller broderede blomster på. På sideryglænet ligger endnu en lille lysedug med hulsømsbroderier à la den på bordet.
“Fruen”, som Emmy blev kaldt, var vistnok god til at skaffe den slags ting, der signalerede borgerlig respektabilitet, ”second hand”, ved auktioner og lign. Dorte udleder dette af en kommentar hendes mor engang havde til Emmy og Edwins sølvtøj, der var af sammenbragt karakter. Noget var pletsølv, andet var tretårnet sølv, noget var dobbeltriflet, andet havde muslinger på skaftet osv. Ikke noget med 12 af hvert i samme uangribelige kvalitet fra Georg Jensen.
På væggen ses 4 billedrammer med glas. Det drejer sig utvivlsomt om Biedermeier-reproduktioner – romantikken, genremaleriets periode.
De 2 til højre kan vi ikke skelne detaljer på, men det yderst til venstre, nær dørkarmen, forestiller muligvis en dame (th.) og en herre (tv.), måske en dreng og pige. De holder hinanden i hånden og monsieur har parkeret en sækkevogn til venstre for sig. Om det er en afsked mellem en møllersvend og en stuepige, eller et flygtigt stævnemøde henne om hjørnet imellem dagens gøremål, ved vi ikke.
Det næste billede fra venstre er iflg. Dorte en indrammet reproduktion fra et af tidens illustrerede magasiner, Illustreret Tidende. Det drejer sig om maleriet ”En læsende abbate” udført af Martinus Rørbye (1803-1848).
Billedet fulgte med til Hillerød – hang vist over Emmys kommode i sovekammeret (de kaldte det sådan) og da hun og Edwin flyttede, forblev billedet hos Jørgen. Han havde et tvetydigt forhold til motivet. Af en eller anden grund havde han udnævnt den unge mand til bøsse, en skinhellig katolsk bøsse. Senere overtog Dorte billedet. Det kom i kælderen på Godthåbsvænget og der endte den unge prælat sine dage i den historiske oversvømmelse 2. juli 2011.
Under billedrammen til venstre for vinduet hænger 2 små friser. Det er kopier af Thorvaldsens arbejder.
I vinduet, bag de mørke gardiner, hænger et kniplingsagtigt gardin. Det har måske tjent flere formål; dels det praktiske at hindre forbipasserende at kigge lige ind, dels det konventionelle, fordi det var stilen i ”ordentlige hjem”. Nok især det sidste, der var vist ikke mange forbipasserende på Kratbjergvej.
På gulvet nederst til venstre i interiørbilledet står en relativt stor grov gulvvase i glaseret keramik. Den tjener som potteskjuler og piedestal for en Aspidistra, en plante der alle årene var en favorit hos Emmy og Edwin. Keramikvasen med planten står ved hjørnet af Edwins skrivebord udført i mahogni. Bordet udmærkede sig ved at have en slags ræling på det halve af bordsiden og langs hele siden modsat hvor han sad. Meget smart, for så kom man ikke til at skubbe ting ned, og skrivebordet kunne stå frit og prominent, netop som Edwin havde det i denne opholdsstue her. Vi ved ikke rigtigt hvordan disse møbler kom i Edwin og Emmys besiddelse, men de har været vigtige for deres standsmæssige selvopfattelse, idet et skrivebord i dagligstuen var et af patriarkatets symboler, en lille rest af højborgerskabets herreværelseudstyr: Faders plads til regnskaberne, selvangivelsen, cigaræsken, testamentet…
Bag skrivebordet til venstre i billedet ses en ”fransk dør” med småsprossede vinduer. Bemærk overgangen fra væg til loft. På en måde er det en smart detalje, en mørk træliste er anbragt mellem loft (gips) og væg. Alt i alt et interiørbillede af en mere beskeden udgave af de københavnske grosserer-klunkelejligheder fra epoken.
Dette og det foregående fotografi giver panoramisk indblik i Emmy og Edwins dagligstue i deres første hjem på Kratbjergvej i Lillerød. En dobbeltdør førte ud til terrassen på østsiden af huset, og der var dobbeltdøre indvendigt og udvendigt, så der opstod en isolerende effekt. Lyse gardiner anes i rummet mellem de to dobbeltdøre. På en måde forlener disse hvidmalede dobbeltdøre stuen med en vis elegance.
I toppen af fotografiet aner vi lampeskærmen, der venter på at blive belyst ovenfra af elektriske pærer.
Vi ved også nu, at der var 3 kurvestole i alt, hvoraf en tjente som kontorstol bag mahogniskrivebordet. Kurvemøbler, ofte flettet af søgræs, var populære i 1920’erne. På toppen af mahogniskabet er der stillet en lille fajance- eller porcelænsskål eller blomstervase til pynt. Denne vase var speciel ved at den havde et topstykke med huller, således at blomster lod sig arrangere smukt. Ved siden af hænger barometeret nærmest som et stykke kirkeinventar med sin lange kviksølvssøjle og mahognibaggrund. Det fulgte med skrivebord og skab som tredje del af et samlet sæt – husfaderens tre-i-en: skrivebordet til udfærdigelse af selvangivelser, ansøgninger om forfremmelse osv., skabet til opbevaring af spiritus (”Har du nånting starkt i huset, Carl?”) og barometeret som et minde om den forrige generation af gartnere, der var afhængige af vejret. Globussen vidner om et større vue end lige til den lokale sognegrænse og de to små litterære stabler for dens fod vidner om intellektuel horisont ud over hvad den lokale Frederiksborg Amtsavis kunne byde på (Jørgen kaldte avisen ”Tyretidende” på grund af dens tunge vægtning af landbrugsstoffet, senere forkortet til det halvt kærlige ”Tyren”).
På hjørnet af skrivebordet, bagerst til venstre ligger en stabel papirer som af en lille, men meget tung og ovalformet marmorskive, hindres i at flyve ned på bordet pga. forbipasserende eller træk gennem de åbne døre. Marmorskiven havde et meget afslidt blomstermotiv – en lille rose – og den føltes kold og tung.
Der er en trækpapirsvugge, nødvendigt udstyr for en kontorfunktionær som Edwin. Han skrev jo med blæk dengang i tiden før kuglepennens opfindelse. Ved siden af den på det forreste venstre hjørne står en lille messingvase med et orientalsk mønster. På bordet mellem lysestagerne ses et forstørrelsesglas. Midt mellem lysestagerne ses noget der minder om en sammenklappelig rejsebilledramme i metal, og til højre for den højre lysestage står der endnu en billedramme i træ med udskåret støttefod, en af Carls husflidsrammer. På yderste højre hjørne står en lille krukke, der ikke har en regelmæssig krumning, men mere som en omkreds sammensat af små krumninger. På bagerste højre hjørne af skrivebordet endnu en stabel bøger og/eller dokumenter, og den førnævnte petroleumslampe med ekstrareservoir (i glas eller messing?) oppe på stangen. Lampen bekræfter formodningen om, at der endnu ikke var indlagt elektricitet.
På væggen til højre hænger 4 oliemalerier. Det er svært at skelne det øverste, men det venstre i midten viser sandsynligvis et motiv med en grusvej der fører ind mellem en bygning til venstre og træbevoksning til højre. På væggen til venstre for dobbeltdøren er der yderligere en gruppe af små billedrammer, sandsynligvis med fotografier i.
Nederst til højre i gruppen, og hængt uden på noget andet (en kalender, måske) er der et foto, der lader til at vise en mor med et lille barn. Det forstiller muligvis et dåbsbarn med en kvinde – moder? Det hvide fylder ret meget i billedet … dåbskjolen? Altså et forholdsvis nydøbt barn. Kan det have været Jørgen?
Nederst til højre ligner det en ramme, håndskåret af Carl Heurlin, men fotografiet i den er svært at skelne.
Billedrammen over den håndudskårne lader til at have en mandsperson som motiv.
Boligen virker meget beboet – der er ikke noget påfaldende nyindflyttet og ufærdigt ved interiøret, er der? På den anden side skulle man tro at de netop ville finde på at fotografere de mennesketomme stuer for æstetikkens skyld på et tidspunkt, hvor det hele stadig var nyt og skønt. Men det var det selvfølgelig også i 1922. Men hvem har haft overskud til at gå og æstetisere? Edwin havde mindst 2 timers daglig transport til arbejde og Emmy havde måske to børn og et tredje på vej og ingen hushjælp så vidt vi ved.
Vi må antage at dette interiør fra spisestuen er fotograferet sidst på sæsonen, for gulvbrædderne virker slidte. Dengang ferniserede man gulve en gang om året – et kæmpe slid: alle møbler ud af stuen, først skure med knofedt, så ned på knæ med den seje fernis sent om aftenen og næste morgen var der en lussing til den idiot der gik ind på det endnu ikke helt tørre gulv. Måske har Emmy sprunget over et år i den periode hvor der var et nyt barn hvert andet år.
Helt dominerende i billedet er stueorgelet. Det må være musikglæden fra Amalievej. Den tilhørende bænk ligner et af Carl Heurlins hobbyarbejder med righoldige snittede mønstre. Stueorgelet er forsynet med låg over tangenter og udtræksknapper, samt lyststager i svingbare messingstager og oven på står til højre en petroleumslampe, der minder meget om den der stod på skrivebordet, men det eksterne reservoir er her længere og hoveddelen lidt anderledes konstrueret. Vi kan gå ud fra at hjemmet har haft mindst to af disse efter datiden high-tech lamper. Yderst til venstre på stueorgelet står en lille potteplante. Der er også en lille kinesisk (?) krukke eller vase.
Til højre for stueorgelet står en lille reol fremstillet i træ, sandsynligvis af Carl Heurlin og var derfor også rigt dekoreret med udskæringer på siden, samt det øverste midterste bagstykke, der yderligere er udskåret i buer. På dens øverste hylde står centralt et lille ur flankeret af to lysestager, der sandsynligvis er fremstillet af messing. På næstøverste hylde er der bøger med et par små porcelæns- eller fajancefigurer foran. Den til venstre ligner en pige med kurv i den ene hånd og måske blomster i den anden. Figuren til højre har skikkelsen af en and. Det kunne være bøger med nodeark, der ligger på de to underliggende hylder.
Over reolen hænger et billede, som forestiller et landskab med en sø i forgrunden. Over stueorgelet er der 4 billedrammer, hvis motiver ikke kan skelnes. Kun på et af dem, det bag petroleumslampen anes en person i motivet. Over billedrammerne afgrænser en bordure den mørkere vægfarve forneden fra den lysere for oven. Det er helt Carl Larssonsk, og vi mener at det er en vægdekoration som Emmy og Edwin overtog fra arkitekt Rossing, den tidligere ejer og bygherre.
I vindueskarmen er der forudsigeligt nok potteplanter, og gardinerne er stribede og den øverste kappe er relativt lang.
På forrige fotografi af spisestuen anede vi lige hjørnet af et bord med dug på. Her ser vi det og udvider samtidig vores indblik i Emmy og Ottos første hjem på Kratbjergvej i Lillerød.
Bordet er kvadratisk med 2 stive og ubekvemmelige stole til. De flyttede senere med til Hillerød, hvor de med tiden blev degraderet til kælderen. Familien fik jo sidenhen en mørklakeret spisestue, specialdesignet med skænk, stole med flettet sæde, stort bord, alt i massivt egetræ og absolut uforgængeligt. Dugen er aflang og relativt diskret mønstret og har frynser hele vejen rundt. Oven på den ligger centralt en lille lysedug af en slags og på den står et fajance- eller porcelænsfad med høj fod og et indhold af æbler.
Over bordet hænger lysekronen. Der er 3 stearinlys i, så her er endnu noget der understreger at fotografiet må være taget før elektricitet blev indlagt. El-lysekronen der afløste denne, mindede meget om den, idet den bestod af en rund metalkonstruktion hvorunder der hang 3 hvide glasskærme.
Langs væggen med de 3 billedrammer er en ret bred divan, dækket med et stribet klæde og på den er der 2 meget store puder, en rettet op ad væggen og en lagt ned for enden helt inde i hjørnet. Divaner var vist nok fast inventar i denne generations hjem. Man tog sig en lur! En af de måder ”bedre tid i gamle dage” kom til udtryk. Muligvis den samme divan – ”divaneser” i tidens slang – som den Emmy også i vores tid tog sig en skraber på hver dag efter frokosten. Mon de har siddet her hver dag og spist? Børnene på divanen og de voksne på stolene?
På væggen, ved siden af den mørklakerede dør med de kraftige hængsler, er primitivt ophængt en bordløber, der er foldet sammen på midten og nu viser det broderede motiv i den ene ende. Motivet indeholder små nisser eller elve og flagrende sommerfugle. Det er et ret moderne design, især af nisserne og kunne være svensk design, der minder om Elsa Beskows ”Tomtebobarnen”, tidens moderne børnelitteratur (1910). Det er da en uhøjtidelig, upatriarkalsk, børnevenlig, hyggelig spiseplads, ikke?
Motiverne i de 3 billedrammer over divanen indeholder landskabsmotiver med træer. Den 4 billedramme for enden af divanen indeholder også et landskabsmotiv med en bygning, træer og muligvis en høstak. Lidt Van Gogh’sk på en måde.
Den vandrette bordure i skellet mellem den mørke og lyse vægfarve fortsætter tilsyneladende hele vejen rundt i denne stue.
Her har vi den gamle skænk, der gik under navnet ”Rossing”, opkaldt efter dens designer, arkitekten Rossing. Han havde som nævnt indledningsvis tegnet Emmy og Edwins hus i Lillerød. Helt klart var fotografen her ikke professionel, hvilket støtter antagelsen at det var Rossing, som har taget hele interiørserien. Vi antager at Rossing har tegnet dette møbel til dette “hus på landet” og at Emmy og Edwin overtog det ved købet af ejendommen.
Dette foto genkalder uvilkårligt lugten i det nederste venstre skab – der stod bl.a. salt og peber og altea-bolcherne må have tilføjet noget helt særligt – og lyden af nøglen, der drejes om for at åbne netop det skab. Skænken var robust designet, ingen elegante linjer, og beslag omkring nøglehuller og hængsler var monteret så de kunne ses tydeligt. De uregelmæssige og grønne små ruder i lågerne i den øverste afdeling, som ikke er så dyb som den underste, giver sammen med det robuste design en fornemmelse af germansk inspiration – der var noget Bierstube over skrumlet – også det, at der stod rømerglas inde i skabet. Måske var Bindesbøl inspiratoren?
I afdelingen for neden opbevaredes også duge og servietter. Hylderne var dækket med hyldepapir.
Når de nederste låger åbnedes, var der øverst en skuffe der kunne trækkes ud. Den var ret tung med en ret stor ring at trække i. Heri lå i Hillerødtiden bl.a. spisebestik på grønt filt, heriblandt knive med benskafter i et sort futteral med lyserødt foer.
På bordpladen står bagerst til venstre en relativt stor kobberspand med låg og hank. Heri opbevarede Emmy tvebakker. Foran den står et lille bæger, dekoreret med enkle mønstre og vist nok guldkant i åbningen for oven. Bagerst i midten gong-gong’en udført i blankt metal og som på østerlandsk maner kunne bruges til at markere, at nu var det spisetid. Den blev ikke brugt til hverdag – kun for sjov, når der var mange mennesker. På hver side af denne støjsender står et sølvbæger. Midt på bordpladen, foran gong-gong’en står en lille metaldåse, tilsyneladende 8-kantet med låg. Bag gong-gong’en læner en serveringsbakke udført i mahogni sig mod skænkens bagvæg. Bagerst til højre under overskabet står en tung morter udført i messing. Yderst til højre står en lys keramikvase med et ukompliceret motiv i form af en gren med blomster på.
På fotografiet er skænkens bordplade dækket af en blomsterbroderet lysedug. Det er svært at se om blomsterne er dannet af broderi + hulsømme. Måske var dugen lagt på til ære for fotografen, for i Hillerød-tiden var skænkens bordplade ikke dækket af en dug, men en gang imellem med en lille ulden løber med grønne striber.
Til venstre i motivet en åben dør, som sandsynligvis fører ud til entreen. Vi ved at der var en dør til højre, som førte ind til dagligstuen, så på en måde har spisestuen været gennemgangsrum. Her i motivet, yderst til højre er kakkelovnen og til venstre for ”Rossing” står endnu en af de umagelige spisebordsstole. Hvis den ikke er flyttet derhen mellem fotograferingerne har Emmy og Edwin så haft mindst 3 af slagsen. Det at skænken var på plads må jo betyde at bord og stole har eksisteret som del af dette ensemble. Edwins søster, Josepha vævede stolesæder til ham og Emmy. Om det kom disse stole til gode ved vi ikke.
Oven på skænkens overdel står 2 kobberkedler og et stort messingkar. Kedlen til venstre har en krave og kunne dermed stikke ned i komfuret. Vi så den tidligere stå på brændeovnen. Måske er den kommet herind for at pynte på ”Rossing”. Måske havde de 3 kedler…
Billedet på væggen til venstre for ”Rossing” har bred ramme i mørkt træ og motivet er træer oppe på toppen af en lille skrænt. Det til højre for ”Rossing” viser en kvinde siddende med et brev, som hun tilsyneladende ikke har kunnet få under øjnene hurtigt nok. Skoene lader til at være stillet i al hast. Kunst var tilsyneladende ikke den mest iøjnefaldende charme ved Emmy og Edwins indretning. Hvordan skulle de også have haft råd til rigtige malerier? Det skulle så have været dem de kunne få fra Hjalmar Westerdal, den svenske maler der jo faktisk malede glimrende ting. Men de malerier har stadig hængt på Amalievej da Emmy og Edwin stiftede bo oppe i Lillerød.
Det lader til at væggen på begge sider af skænken er mærket af installationsarbejde i form af porcelæns-terminaler hvorfra der kunne trækkes ledninger ud til for eks. en lampe. At de er monteret symmetrisk omkr. skænken vidner om at her havde Emmy og Edwin besluttet at det møbel skulle stå her permanent.
Endelig ser vi at borduren mellem den mørke og lyse vægfarve er fortsat hele vejen rundt i dette rum.