I dette hovedafsnit fortælles om Emmy og Edwins tid som pensionister på Rosenbusken og i Hillerød.
Efter at have forladt tjenesteboligen på Fredensborg Station flyttede Emmy og Edwin til en landejendom lige vest for Uggeløse, der hed Lille Rosenbusk, refereret til i familien som ”Rosenbusken”.
Kortet ovenfor var gyldigt for perioden 1928-1940. Uggeløse voksede først sammen under det senere byggeboom i 1960-70’erne så kortet ovenfor giver et godt indtryk af egnen Emmy og Edwin flyttede til. Pilen til venstre peger på Lille Rosenbusk og den til højre viser hvor Lynge Station lå.
Umiddelbart kunne den relativt korte tid, de boede der, tyde på at ”Rosenbusken” var en nødløsning – måske fordi Edwins fysiske og psykiske svækkelse og Emmys totale uegnethed til at finde en bolig for sig og sin mand, havde gjort dem så rådvilde at tiden i tjenesteboligen i Fredensborg løb fra dem og de måtte tage det første det bedste de kunne få.
Kortet her dækker perioden 1980-2000 og bekræfter med navneangivelse hvor ”Rosenbusken” lå. Jernbanen er i mellemtiden forsvundet, men dengang i 1951 hvor den stadig var der, havde Uggeløse og nabobyen Lynge alle de nødvendige funktioner i form af butikker, læge, og ikke mindst stationen, der gav Emmy og Edwin nem adgang til transport med DSB hvortil de stadig havde frikort pga. Edwins tidligere ansættelse.
Jørgen var handelsrejsende i Nordsjælland og har sandsynligvis forhørt sig rundt omkring mht. steder at bo, og er muligvis via købmanden i Lynge blevet gjort opmærksom på at Lille Rosenbusk var ledigt og til leje. Fordelen ved at leje Lille Rosenbusk var at der kunne de have deres møbler, der ville være have, det var lidt ude på landet, hvor meget mindede om Lillerød, som lå ikke langt derfra, og som stod for Emmy og Edwin som ”den gode tid” hvor de fik børnene og så dem vokse op. Mht. logistik havde Jørgen firmabil og kunne køre til og fra arbejde, købe ind etc. Så måske forfulgte de en drøm, som det så viste sig ikke kunne holde.
Lille Rosenbusk er med stor sandsynlighed en aflæggergård fra Store Rosenbusk ikke langt derfra mod vest, men på det tidspunkt de flyttede ind var den for længst solgt fra. Vi kender ikke ”Rosenbuskens” stand i 1951, men det kunne være at gården var for gammeldags, upraktisk og at de fik mere og mere brug for det der kaldes ”moderne bekvemmeligheder”. Dette, lagt sammen med at Arne havde sagt til Jørgen, at han burde købe et hus og at han med husleje fra Emmy og Edwin kunne klare at sidde i det, samt at det ville løse problemet for dem alle 3 kunne være en anden grund til at perioden på ”Rosenbusken” ikke blev længere end den blev og at Jørgen fik taget sig sammen til at købe huset i Hillerød.
Steen siger: “Jeg har et minde fra et besøg et sted som kunne være Rosenbusken. Det var et sted med gammeldags lokum. Mindet er et halvmørkt soveværelse med dobbeltseng og vild uorden. Var Edwin derinde? Måske. Men jeg har kun været ca. 2 år gammel, så hvordan kan jeg huske den scene som helt sikkert ikke passede til Ved Skovgærdet 33 i Hillerød og heller ikke senere på aldershjemmet ”Bruhnshave” i Aabenraa? Har i mange år kunnet genkalde mig scenen. Måske pga. den mærkbart trykkede stemning der passede godt til halvmørket…”. Dorte siger: “Husker intet – jo måske noget med en stor have og en veranda i stærkt solskin men det kan jo have været så meget andet… der dukker også et andet syn op: en brungul klistret papirspiral, tæt besat af døde og næsten døde fluer, som hænger fra en lampe, ned over et spisebord med stiv rødgrød i tallerkenerne”.
Omtrent samtidig med flytningen fra Fredensborg Station fik Emmy og Edwin endnu et barnebarn, Sven og Ingers søn Søren, som desværre viste sig at være mongolbarn og måtte på børnehjem(et uhyggeligt ord dengang som nu). Så året 1951 var lidt af et annus horribilis for dem.
Der kom en rykkerskrivelse! Et sikkert tegn på at den korrekte Edwin ikke var helt sig selv. Rykkeren kom ca. 2 måneder efter udnævnelsen og vi ved at Edwin satte sig hen samme dag, eller senest dagen efter at han modtog besked om udnævnelsen og skrev kladde til den formular, der her rykkes for. Hvorfor mon den ikke blev sendt? Hang det sammen med den rådvildhed og handlingslammelse der herskede i den sidste tid på Fredensborg Station?
Den 16. december 1951 døde Emmys søster, Thyra Jørgina Margretha. Begravelsesceremonien blev holdt den 22. december (Edwins 68 års fødselsdag) i Apostelkirken og hun blev begravet på Vestre Kirkegård.
Først midt på året i 1952 købte Jørgen ejendommen Ved Skovgærdet 33 i Hillerød, og den har sandsynligvis præsenteret sig som på fotografiet herover. Han og Arne kørte rundt og så på mange huse. Dette var de enige om kunne være et godt hus, fordi Jørgen kunne bo for oven og de gamle forneden. Jørgen ville have garage til sin firmabil, selv om han jo kunne blive meget ophidset over ”strandvejsdronerne” der havde deres biler stående inde i ”hulerne” under deres dronevillaer – og endelig var der en have til Edwin. Ikke mange huse havde alle disse ting samtidig, så i det overordnede regnestykke var der flere plusser end minusser, hvoriblandt et var de uhensigtsmæssige trapper.
Dengang tænkte man ikke så meget over om der var trapper eller specielt om det var handicapvenligt og det var først senere i typehustiden at 1-planshuse blev almindelige. Man må også huske på at det var Jørgen, ikke Emmy og Edwin, som købte det, og det er sandsynligt at der i hans vision ikke indgik at forældrene skulle blive i huset altid. Dengang kom folk på alderdomshjem hvis de ikke kunne klare sig selv i et hus, det var helt normalt for alle i tiden før dogmet ”Længst muligt i eget hjem” blev fremherskende.
Det har nok været en lettet Jørgen, som langt om længe kunne stå foran egen hoveddør med sin niece på armen. Hun var så lille at hun skulle løftes op på armen for at komme med på billedet. Den tidligere ejer, refererede Jørgen altid til som Mine. Hun var vist enke efter en murermester, som havde bygget huset til sig selv. Mine havde en indtægt fra at udleje overetagen.
Sådan må Ved Skovgærdet 33 have set ud fra havesiden, da Jørgen købte ejendommen i 1952 og flyttede ind sammen med Edwin og Emmy. Deres hushjælp fra Fredensborg, fru Petersen, “flyttede med” i den forstand at hun fra nu af tog toget fra Fredensborg til Hillerød 1-2 gange om ugen for at fortsætte servicen hos familien Heurlin.
Jørgen var en hjemmesøn. Der var fælles spisning i spisestuen om aftenen, og i weekenden også midt på dagen. Jørgen havde dog egen telefon og fik med tiden indrettet wc og bad til sig selv i det der oprindelig var et tekøkken på 1. sal, hvor han havde sine 2 værelser. Det 3. rum på 1. sal var gæsteværelset, hvor nevøer og niecer senere fandt husly i forskellige perioder.
Huset havde fuld kælder. Der var fyrkælder med kulfyret centralvarmeanlæg, garage, viktualierum og vaskerum. På 1.-salen var der i spisestuen en høj smal kakkelovn i sort støbejern. Den stod mellem døren til anretterværelset og dobbeltdøren til dagligstuen og under den var en zinkplade sømmet til gulvbrædderne for at hindre at evt. gløder kunne antænde det..
Græsplænen adskilte huset fra blomster- og grønthaven (nyttehaven), som man kunne gå ned i ved enten pænt at gå på de fliser der var anlagt i en sirlig bue fra hushjørnet til midten af nyttehaven eller bare at følge den lige bane. Plænen blev klippet med en plæneklipper uden motor og det afklippede græs altid revet sammen og hældt på kompostbunken nede for enden af haven.
På billederne ovenfor tjener den som campingplads for Arne og Ester og deres 3 børn under et sommerbesøg hos Emmy og Edwin i midten af 1950’erne. Feltsenge blev ikke købt til børn, så det er sandsynligt at Ester og Arne legede campister medens ungerne var anbragt forskellige steder i huset. Birte sov i den mørkeblå malede gamle svenske slagbænk, der stod ved siden af ”Rossing” (skænken) i spisestuen. Emmy og Edwin havde soveværelse i stueetagen mellem hhv. kældertrappen og badeværelset. Helge og Steen sov derfor i gæsteværelset oppe på 1.-salen, der havde vindue i gavlen ud mod haven.
Interiørbillede fra dagligstuen. Forrest i midten et ovalt mahognibord med bredrøvede mahognistole for bordenderne og en mahognisofa op mod væggen. I forgrunden tv. ses en lænestol med en kvadratisk flad pude med korsstingsbroderi på.
På bordet er en lysedug lagt lidt decentreret. Mon det var for at kunne have en lille trekantet snip til at hænge ned over kanten, eller er det et tilfælde at den ligger sådan? Vasen midt på kender vi: den lille Kählerkeramik-sag som stod oppe på skabet i Lillerød. På bordet til højre et cigaretbæger, hvor tindåsen med låg lidt i baggrunden nok indeholder cerutter. Det moderne keramikaskebæger med mosaikforing er klart til rygerne, og vasen er naturligvis også i brug.
Ovre i hjørnet står bogskabet i mahogni med 2 låsbare døre med glasfyldning. Nøglen sad normalt i, så der var i princippet adgang til bøgerne, hvilket børnebørnene da også udnyttede for at se om der skulle være noget interessant at kigge i. Steen husker at det var der skuffende nok ikke, overhovedet intet for en dreng på 6-8 år. På toppen af skabet stod 2 keramikvaser. Bagerst tv. for bogskabet et lille mahognibord med petroleumslampen vi vist nok kender fra Lillerødtiden, og på det fotografier i rammer af Jørgen, Inger og Sven. På væggen over bordet et gruppefotografi med Inger, Dorte og Sven i en af Carl Heurlins håndskårne rammer. Maleriet derover er en landlig scene.
Over sofaen er der en 8-kantet billedramme med en akvarel af franske anemoner. Over det “Den Læsende Abbate”, som Emmy og Edwin også havde i Lillerødtiden. Til venstre derfor er et kobberstik med en vugge centralt placeret og en person som er ved at lægge et lille barn i den, eller ved at tage det op…
Her får vi et godt indtryk af de bredrøvede mahognistole med svaj i armlænene. Ved skrivebordet en anden slags mahognistol Emmy og Edwin havde. De var derimod ikke komfortable og polsterets farve huskes ikke med sikkerhed – måske bordeauxrøde betræk. I hjørnet en bogreol med leksikonet og den hvide blomstervase der stod øverst på mahogniskabet i Lillerød.
Til højre for “Den læsende Abbate” er endnu et kobberstik med mange personer i lyset fra et vindue. Til højre for det et oliemaleri af Rossing med en vinterscene fra Kratbjergvej i Lillerød.
Til højre for bogskabet er to indrammede fotografier af Carolina (nederst) og Carl.
Skrivebordet af mahogni med “ræling” langs bagkanten og halvejs hen ad siderne kender vi fra Lillerød. Det er også tilfældet med meget af det der står på det. Dog, i den fjerne ende af skrivebordet en telefon af sort bakelit. Jørgen havde en tilsvarende ovenpå til eget brug, og ingen af telefonerne havde drejeskive. Der var et forkromet fjederbelastet håndtag som man med tommelfingeren kunne flippe, hvorved det gav et signal til den manuelt betjente telefoncentral. Der bad man så om at få forbindelse til hvor man nu havde behov for at tale med nogen. Der var fælles linje for de to telefoner, så man skulle passe på ikke at bryde ind i en samtale. Emmy og Edwin havde telefonnr. 2408.
Bag telefonen en brevholder og ved siden af den en messinglysestage, hvis makker ses på nedenstående fotografi. Ved siden af skrivebordet en justerbar bruneret messingstanderlampe med klassisk LeKlint skærm af papir.
Her har vi skrivebordet med trækpapirvuggen, en kalender som viser den 26. i en eller anden måned, en lille stak bøger i højre forreste hjørne med den halve glaskugle med Ajas slidte portræt, og den ligger vist på den tunge marmorplade med det slidte blomstermotiv, vi så første gang i Lillerød. En moderne billedramme bag stablen, der indeholder et fotografi af Emmy og Edwins 3 børn der sidder og læser i en bog.
Et blik på gulvet viser at det var før der kom væg-til-væg tæpper, for der anes lakerede gulvplanker langs væggene.
I vinduet de evindelige potteplanter og yderst til højre ses hjørnet af en mahognikommode, som vi får et bedre indtryk af på nedenstående fotografi.
Skrivebordet var Edwins home base i hjemmet. Emmy var aldrig aktiv der, men Edwin sad der og skrev hvad der skulle skrives, eksempelvis informationerne til den Kongelige Historiograf, der omtales senere i dette afsnit. Her ser vi ikke hans vidjeflettede papirkurv, der var foret med avispapir af fru Petersen, som iflg. Edwin var den eneste der kunne gøre det korrekt. Edwin benyttede ikke blyantspidser, men tog sin lille lommekniv med perlemorssider frem fra bukselommen og spidsede blyanterne direkte ned i papirkurven, hvilket naturligvis krævede at den var foret, så blyantsmulderet ikke skulle drysse igennem bunden og grise gulvtæppet til.
De forskellige genstande på skrivebordet tiltrak naturligvis en vis interesse for børnebørnene, når de var på besøg. Især den ovale marmorplade med det slidte blomstermotiv, der lå oven på papirstakkene og hindrede dem i at flyve fra bordet når terrassedøren i nærheden blev åbnet. Marmorpladen føltes meget tung og skæbnesvangert kold på varme sommerdage.
Til at holde papirer på plads i stablen på skrivebordet havde marmorpladen hjælp af et halvkugleformet stykke glas under hvis bund der var klæbet et portræt – af Aja, Edwins døde lillesøster. Hvis man kiggede på den fra siden virkede portrættet forvrænget. Edwin sørgede for, i hvert fald når børnebørnene var på besøg, at alle skuffer og skabslåger i skrivebordet altid var behørigt låst.
Mod vægstykket mellem dobbeltdørene der førte fra stuen ind i spisestuen og døren ud til terrassen stod en mahognikommode med støbte metalhåndtag og buet forside på både bordplade og skuffer. Den havde Emmy fået i sin tid af fru Aagaard, som hun tjente hos på Amalievej på Frederiksberg.
Oven på kommoden hersker travlhed. En moderne vase med blegrøde pæoner, et par fotorammer, hvoraf det til venstre viser Jørgen, Ester og Sven som børn. 2 af messingstagerne er meget høje og forsynet med stearinlys. Den lave på bagerste højre hjørne er der derimod intet lys i. Forrest i midten står en sølvskål med side som en række halve æbler og bag dem en mørk trækasse af valnøddetræ.
På væggen over kommoden, midt i og nederst, et fotografi af Helge og Birte (og hendes bamse Nalle) og til højre for det et fotografi af Dorte. Over disse fotografier er der 3 oliemalerier, alle malet af Hjalmar Westerdahl, som Emmy og Edwin kendte fra Amalievej, hvor de vistnok var en del af en svensk vennekreds. Det til venstre er af Sven, malet engang hvor han var syg og sad i den gamle svenske slagbænk (kökssoffa), det midterste er et interiørbillede fra Lillerød, hvor vi ser det hvidlakerede standur, som i Hillerød stod i spisestuen. Portrættet til højre er af Carl Heurlin.
Og sådan blev dagligstuen møbleret.
Endnu et rykkerbrev, nu må Edwin se at få gjort noget…..
Edwin giver sig i lag med at forfatte en forklaring på den lange udsættelse af svaret til Den Kongelige Historiograf på Amalienborg. Fra hans levnedsbeskrivelse fremgår at tiden siden udnævnelsen ikke havde været nem for ham, præget som den var af sygdom og “gentagne sygehusophold og operationer”. Iflg. Ester havde hans prostata bla. været under kniven”.
Han får endelig forfattet en forklaring og bøn om tilgivelse for det sene svar…
…og han forsikrer at det ønskede fotografi vil blive tilsendt senere.
Tilsyneladende får han sendt brevet til den Kongelige Historiograf på Amalienborg.
En refleksion på denne kladde: Det er forståeligt at Edwin skrev kladde til et officielt brev som levnedsbeskrivelsen til den Kongelige Historiograf, men mon han skrev kladde til alt der skulle ud af huset? Det kunne være tilfældet, for hans børnebørn skulle skrive kladde til alle breve de blev pålagt at skrive til familiemedlemmer (især takkebreve for tilsendte gaver), hvilket naturligvis mindskede lysten til at skrive brev endnu mere. Gav Edwin denne (u)vane videre til sine børn, som så gav den videre til børnebørnene?
Og så måtte Edwin i det pæne tøj og hen til fotografen. Det fik han ikke selv taget sig sammen til og det var først under et ophold hos Ester og Arne i Aabenraa at Arne fik ham med til fotograf Lawaetz, hvor ovenstående portrætserie er taget. Vi antager at serien blev taget med det formål at få afsluttet den udestående sag med levnedsbeskrivelsen der for længst – med vedlagt fotografi – skulle være sendt til Den Kongelige Historiograf. Det endelige resultat må vel være tilgængeligt i en eller anden blå bog så vi en dag kan se, hvilket portræt af sig selv han valgte at sende.
Sandsynligheden for at fotografierne var taget med det formål vokser, når man bemærker at Edwin understreger sit nationale og kongetro sindelag med den såkaldte Kongenål i reversets knaphul. Det var en nål der blev fremstillet hos Georg Jensen i 1940 i anledning af Christian X’s 70-års fødselsdag og udført i sølv og emalje. Den blev båret meget under krigen som en stille protest mod besættelsesmagten. Nålen var populær længe efter krigen og altså endnu her 7 år efter befrielsen.
Når Steen ser disse portrætter af Edwin udbryder han spontant: ”Sådan husker jeg morfar!” Men hvad er det der egentlig huskes? Først og fremmest udseendet: øjnene, munden, folderne i kinderne og så den måde han var klippet på og redte sit grånende hår, sådan let tilbagestrøget og altid med skilning – og ørerne, der virkede meget store med prominente øreflipper.
På portrætbillederne her fra 1952 er der noget distingveret over Edwin, som han præsenterer sig i sin korrekte og konventionelle påklædning; men smilet bedrager lidt, for uden for fotografens atelier smilede han faktisk ret sjældent. Her på billederne virker han afslappet, ikke som en mand der var overpedantisk, for ikke at sige neurotisk, med meget, bl.a. det at pudse sko og fore papirkurve med avispapir. Men erindringen om ham i Hillerødtiden er om en rar mand med dette udseende, en stille mand, som i perioden hen mod slutningen af 1950’erne gradvist blev dårligere og til sidst var så psykisk svækket at han med de medfølgende skavanker var en reel belastning og burde bo under andre forhold.
Ester mente at forældrene skulle væk fra Jørgen for at han kunne få et normalt liv, og samtidig kunne Jørgen nu selv klare at bo i huset for sin egen løn. Sven og Inger boede i Skive med udsigt til at flytte videre efter justitsministeriets delvis uigennemsigtige forfremmelsespolitik, og var ikke begejstrede for at få de gamle til at bo dér, så den eneste løsning og var at Ester og Arne fik Emmy og Edwin flyttet til et alderdomshjem i Aabenraa.
Edwin efterlod ikke indtrykket af den dynamiske morfar, som animerede børnebørnene til fælles aktiviteter eller narrestreger. Snarere var det vel dem, som synkroniserede med hans aktiviteter i haven, der som vist på andre fotografier i dette afsnit kunne være en rolig, næsten zen-agtig såning af frø, men også en for de små rollinger en dramatisk tur i den tunge DSB-røde trillebør.
Som Edwin blev dårligere, og den 7-8 årige Steens evne til at observere og forstå en situation blev lidt mere nuanceret, toner billedet frem af en frustreret og på en måde plaget gammel mand frem, en forvirret mand, som ikke kunne holde på vandet, som ikke ville spise den mad der blev serveret, som faldt ned ad kældertrappen, og som efterlod erindringen om en ikke-nærværende morfar, der med håret i uorden sad for bordenden i spisestuen med morgenens øllebrød eller havregrød foran sig og argumenterede med Emmy, som stod ved siden af med en dåse i den ene hånd og en spiseske i den anden og ville have at han skulle tage sin daglige skefuld hørfrø. Skeerne i Emmy og Edwins hjem var, i en drengs øjne, kæmpestore og må have kunnet rumme en umenneskelig mængde tørre hørfrø, som Emmy på en eller anden måde fik i Edwin, og som han på en eller anden måde formåede at få transporteret ned i sin i forvejen nervøse og plagede mave. Dorte har præcis samme erindring fra spisestuen i Hillerød og er i dag overbevist om at Edwin som gammel led af en depression, som Emmy mente at kunne kurere via maven. Han var forstoppet – sikkert en livslang psykosomatisk lidelse som følger med en klassisk neurotisk personlighed.
Edwin var – hvis vi skal bruge et socialpsykologisk begreb – en indrestyret person, dvs. et menneske der har internaliseret de normer og forventninger der af ydre instanser (mor og far, GUD, “det borgerlige samfunds institutioner”) har installeret i ham fra han var helt lille. Han var udstyret med et plagsomt stort overjeg: dvs. fokuseret på at præstere, depressivt anlagt, selvkritisk og angst for at lide nederlag. Dorte husker Sven talte om at Edwin til tider havde svært ved at overskue sit embede. Denne socialkarakter er ved at være sjælden nu, men en gang befolkede de etaterne og andre vigtige dele af den offentlige sektor. Det var folk som var drevet af pligtfølelse og ambition, folk det ikke var nødvendigt at kontrollere og evaluere for at få dem til at gå på arbejde og gøre sig umage. De var stolte af at de var steget op fra fattige kår og dybt skræmt ved tanken om at miste arbejde, ære og offentlig anseelse, bange for ikke at kunne svare enhver sit, gå fra hus og hjem, etc.
Fotografiet blev sendt den 4. november 1952. Så var den sag endelig ude af verden.
I det tidlige efterår, september 1952, finder vi Edwin i selskab med Sven nede for enden af haven. Sven er i plusfours med pressefolder (gråt, sildebensvævet Harris tweed, husker Dorte), blankpudsede sko, butterfly og en cerut i hænderne, hvilket kunne antyde at det var efter en god frokost. Edwin står i træsko og er iført sin karakteristiske strikketrøje der kunne knappes foran. Sådan en brugte han ofte og her har han smøget ærmerne lidt op. I den ene hånd holder han en spånkurv med forskelligt i, så mon der skulle plukkes bær til aftenens dessert – rødgrød?
Edwin havde en gammel lys uniformsjakke med sig fra det professionelle liv hos DSB. Den benyttede han i haven og refererede til den som sin ”iskagemandsjakke”. Her er han i færd med at så eller sætte stiklinger og har Dorte som tilskuer. En scene der emmer af sommer.
Nederst i haven står Edwins haveskur, lavet i træ og malet i DSB’s karakteristiske røde farve. Det ligner meget det han havde i Fredensborg, så mon det har været med omkring Rosenbusken? Skuret havde hårdt stampet jordgulv og sin helt egen atmosfære og lugt og var fyldt med en større samling haveredskaber.
Dorte husker ham som på én gang smilende og lidt sørgmodig. De første minder er fra haven, fra en hospitalsseng, fra ture til Hälsingborg efter hårnet og mandler, fra skopudsningslektioner, og senere fra en lænestol med briller på næsen og Frederiksborg Amts Avis.
Edwin var indadvendt og stille, men også mild og sød, glad for børnebørnene, og efter billederne fra Lillerød at dømme, også glad for sine egne børn. Faktisk ligner han jo en helt moderne far med bløde værdier, som han gik dér og ordnede hus og have med Sven, Jørgen og Ester om benene, når han havde fri. Det var vel de stunder han gentog ved Skovgærdet som pensionist, iført sin gamle hvide sommeruniformsjakke, når børnebørnene kom myldrende i sommerferierne.
Et fint eksempel på Edwins personlighed finder vi i hans Havebrugsleksikon.
Han lavede sin egen tilføjelse: skrev en henvisning på det rette sted i alfabetet med en bemærkning i øverste venstre hjørne af siden…
…og indlagde en artikel fra tidsskriftet ”Haven”. (Det var jo klart en fejl, at leksikonnet ikke havde et opslag om ukrudt!)
Edwins trillebør var solidt lavet i træ og der var rigeligt plads til at han kunne køre 3 unger i den ad gangen. Her er det Dorte, Steen og Helge som får sig en tur ned gennem haven. Fotografiet er taget omkring 1953-54 og viser en mobil og nærværende Edwin i en herlig aktivitet med 3 af sine 5 børnebørn. Endestationen var højst sandsynligt redskabsskuret nede for enden af haven. Denne køretur i trillebøren husker Steen helt tydeligt. Måske blev den gentaget året efter, men det er denne tur der er tilbage i erindringen. Bemærk de sirlige snore der er spændt ud. Til lathyrus?
Ungerne er vist bange for at han vælter med dem. Interessant er på dette billede at se flagstangen. Den er lidt knortet, men når den blev malet hvid og fik rød top og stillet på højkant med dannebrog vejende i sommervinden så den nok helt hæderlig ud. Ester står i noget der ligner en hvid støvfrakke (kittel fra tiden som sygeplejerske?) og smiler over sceneriet. Mon det mørke klædningsstykke på pælen til højre i billedet er Edwins vest han har lagt fra sig i sommervarmen pga. den indre varme fra legen med børnebørnene?
Slut med køreturen. Edwin havde ikke mere tid til at fjolle rundt med ungerne. Der skulle vandes og det skete med hans forzinkede vandkande der havde en enorm vandspreder for enden af tuden. Denne vandkande har for Steen, lige siden han stod der til højre i gruppe med Dorte og Helge og viste fotografen (sandsynligvis Arne) et for en 3-årig gigantisk rabarberblad, været den reference med hvilken han siden hen har vurderet vandkander. Den sirligt buede flisegang over plænen er her helt tydelig.
Når så dagens dont og/eller leg i haven var overstået stod aftensmaden typisk på følgende retter: Oksekød i peberrod, gule ærter, kalvetunge (udtalt tånge) med ærter og gulerødder, kylling om sommeren med agårkesalat – (ret stiv) rrroba`bergrød grød – lysegrøn stikkelsbærgrød – æblekawe med geleklatter på toppen.
En hyggestund i haven. Emmy i træstolen til venstre, Jørgen sidder på græsset og Svend og Inger har liggestolene. Emmy sommerligt påklædt i bomuldskjole med 3/4-lange ærmer, lærredssko – og uden stråhatten, kun det evige hårnet og den lille knold i nakken. Svend laver samme grimasse som han gjorde som barn i Lillerød, når solen skinnede ham i ansigtet. Her er kun alderen til forskel.
Bag Emmy ses grundpælen til montering af flagstangen – når den engang blev malet færdig.
Når Dorte tænker på Emmy er det hendes stemme der melder sig først. Dernæst hendes gode, kære gigtkrogede røde hænder, som var så hærgede fordi hun havde knoklet med koldt vand og skrappe rengøringsmidler siden hun var 13-14 år (salmiak, grøn og brun sæbe, lud og pibeler og den slags som ingen mere aner hvad er). Hun talte et højt, distinkt og sjællandsk Wilhelm Andersen-dansk, tæt på rigsdansk med dog med tydeligt regionalt præg. For Dorte var det selve tryghedens sprog, det som hendes far, Sven talte – og Ester og Jørgen. Derefter melder sovekam’ret sig (som det hed) med mahognikommoden hvor hendes sølvbørste og pudderdåse og få smykker og hårnet opholdt sig. Åh, duften af hendes pudder! Edwin og Dorte rejste engang til Hälsingborg og købte hårnettene, sammen med mandler og kandis og måske enkelte andre dengang uopdrivelige ting. Endelig den mørkeblåmalede svenske slagbænk hvor hun sov til middag. Dorte blev bestukket med et bolche fra skænken: der stod en lille lyseblå krukke med låg inde i skabet for neden. I den var sammenklistrede alteabolcher. Dorte husker stadig fornemmelsen af en flænset gane efter at have suttet på 2-3 stykker i træk. Det hvide standur slog hver halve time, nu må hun da snart have sovet færdig så vi kan få et stykke af fru Petersens franskbrød til eftermiddagskaffen!
Stokken i Emmys højre hånd vidner om hvor dårlig til bens hun var. Gigt, knyster og nedsunkne knogler gjorde det svært for hende at gå og inden for i huset støttede hun sig til alle møbler og især hjørnerne på bordene i anretterværelset – typisk med en ting i den ene hånd og den anden til at støtte sig med. Aldrig med begge hænder omkring en ting. Dengang i første halvdel af 1950’erne gik det endnu med en lille stok som denne. Senere måtte hun have stokke med underarmsstøtte og håndgreb.
Måske var det dette forhold med de dårlige ben, som lå bag den specielle måde Emmy kunne kalde på Edwin. ”EEEEEEEEEEdddddddviiin” – hun blev hængende meget længe i diskanten på overgangen mellem vokalen og det bløde d – råbte hun fra hvor hun nu stod for at få kontakt med ham – eksempelvis fra køkkenet. Hun gik ikke lige ind i stuen for at se om han skulle sidde der. Det ville nemlig gøre ondt.
Jørgens kombination af vokaler og konsonanter var der mere klang i, når Emmy sang sit: JØØØØRRRWWWen . Så skulle der hentes ting op fra kælderens viktualierum, hvor der også var et såkaldt flueskab, uanset at køleskabet sandsynligvis kunne have rummet det meste af, hvad denne lille husholdning havde brug for. Men hvem kan være uenig i, at osten, en rest steg og en skål rødgrød, f.eks., får en bedre temperatur ved at stå i flueskabet i en kølig kælder end i et (for) koldt køleskab? Og skal en bajer ikke være kælderkold?
Emmy var vel grundlæggende munter og generøs, interesseret og imødekommende over for andre mennesker. Hun var altid kontaktsøgende dér hvor hun var: naboerne hr. og fru Bjørre, blev gode venner, også med Jørgen. Tænk på hvor begejstret hun var for plejehjemspersonalet, for bibliotekaren på Brunshave og Grønnegården, og for præsterne i Åbenrå. Hun talte gerne pænt om folk, lidt naivt og klicheagtigt “dygtige”, “rare”, “dejlige mennesker”, men ikke ironisk eller kritisk, som snarere var tonen i de yngre geledder. Hun var nok snobbet, men ikke i mødet med det enkelte menneske. Edwin har formodentlig aldrig delt hendes lyst til sociale kontakter, til konversation, snak – og ja, lad os bare sige sladder, og hans indadvendthed har nok skuffet hende.
Hun var gangbesværet og bundet til hjemmet i alle de år vi kendte hende Kontakten til familien (børn og søskende og deres børn) blev vedligeholdt ved regelmæssig brevskrivning. Måske har savnet af sludderen og sladderen hun havde kunnet dyrke dagligt i Fredensborg været relativt stort for hende. Men hun klagede sig aldrig overfor børnebørnene. Ingen jammer over “hvad hun kunne engang”. Selv i sin besværede tilstand syltede hun, med den ene hånd på krykken, viktoriablommer fra det store træ i haven til hvem der gad komme og hente produkterne.
Inger var iflg. Dorte ikke et sandhedsvidne om Emmys karakter. Et eksempel: Emmys karklude var absolut ulækre. Kasserede undertrøjer, der blev brugt til alt, indtil de var grå og slimede. For Inger var en karklud en del af den identitet en kvinde ønskede at fremstå med. Inger selv var i sammenligning den perfekte moderne naturvidenskabelige husmor der havde TO karklude: en blå til det grove og en gul til de genstande, der var i direkte berøring med madvarer. De blev skiftet hver anden dag. – Men en persons karklude er jo nu engang ikke nøglen til vedkommendes bonitet som menneske, uanset hvad Inger måtte mene. Dorte elskede sin farmor meget højt, mærkede hendes ubetingede kærlighed og var ligeglad med karkludene. Hendes mormor havde – til sammenligning – af og til en tvetydig bemærkning til et eller andet ved Dortes udseende, en lille distance som ligeså godt kan have været venligt ment, men kejtet kommunikeret. Emmy slog bare hænderne sammen og udtrykte sin kærlige beundring og anerkendelse uanset hvad pigen fandt på af mærkelige ting, forskellig farvet strømpe på hvert ben og lignende narrestreger.
Emmys ulykkelige ansigt, til tider blussende rødt i den sidste tid i Hillerød, husker Dorte meget klart. Emmy led af hudsygdommen rosacea og døjede med drankerrødme på næse og kinder altid. Sygdommen blusser op når man er udsat for stress og pres, og Emmy prøvede at klare det værste ved rigelige doser løst pudder fra store kartondåser. Pudderet havde en karakteristisk duft, som vel for børnebørnene var en del af Emmy.
Til Dorte fortalte hun om sin ungdoms kolde morgener med is på vandfadet og var vel grundlæggende taknemmelig for sin sociale opstigning og den succes hendes børn havde opnået. Sammen hørte de to en sommer ”SIVA-skriget”, en uhyggelig radiohørespilserie. Dertil traktement: Dorte lavede – med Emmys velsignelse – af en lille flaske koncentrat en stor portion fluorescerende rød “Peters sommerdrik” med smag af ananasessens og fremstillede havregrynskugler af smør, kakao, sukker og havregryn.
Et meget sjovt billede med to gamle mennesker, som dog ikke er mere end i begyndelsen af 70’erne. De er på vej ned til gaden for at tage afsked med Ester, Arne og børnebørnene. Emmy er fin med silketørklæde og broche og her balancerer hun faretruende af sted uden stok.
Den skakternede fliselægning neden for trappen passede egentlig ikke ind i hverken arkitektur eller haveanlæg og var sandsynligvis overtaget i huskøbet, men den var et af de genkendelige træk ved Emmy og Edwins hus for børnebørn der kom på besøg hos dem i Hillerød. Oppe foran hoveddøren lå en måtte lavet af gamle bildæk skåret i strimler og monteret med forzinket metaltråd. Ikke særlig effektiv, men sikkert billig, og den var så tung at vinden ikke tog den med sig i blæsevejr.
Trappens repos med murstensgelænderet var et lille morgenparadis for et barn på ferie hos Emmy og Edwin, for det blev opvarmet af solen og gelænderets massive betonfliser var dejligt lune at sidde på og slikke solskin og lade dagen begynde.
Emmy og Edwin er nu kommet ned ad trappen til gadeniveau og er her fotograferet i garageindkørslen (enten dobbelteksponeret eller taget gennem en bilrude). Disse stejle trapper var særlig upraktiske for to gamle mennesker der helt tydeligt er gangbesværede og et af de minusser ved huset, der som beskrevet ovenfor var i mindretal over for de mange plusser det rent faktisk havde.
Selv om det desværre er et dårligt billede, er det interessant i og med den lille detalje, at Edwin havde urkæde på. Det var på skødet hos Edwin at børnebørnene (Steen i hvert fald) lærte hvad en ”krydder” var, og blev introduceret til ure fra 2 generationer bagud i tiden. Krydderen var i denne sammenhæng Edwins lommeur, der havde en diameter på ca. 5 cm og som kunne åbnes både foran og bagved – aldrig af børnebørnene, men under særlige vilkår, viste Edwin hvad der gemte sig bag den bagerste. Og så var der optræksknappen, der var rillet og forekom meget stor og kuglerund og som klikkede når uret blev trukket op. Edwin havde 2 lommeure og fik vist aldrig et armbåndsur. Et af lommeurene har sandsynligvis tjent ham igennem det professionelle liv hos DSB, det andet fik han vist som afskedsgave da han forlod DSB for at gå på pension. Her på billedet må han så have DSB uret i lommen, for Dorte husker at han gav ”sin gamle guldkrydder” til Sven og at hun syntes det var meget spændende med et sådant ur hvorom der blev nævnt at der var tale om guld af en høj karat (18?). Inger fik lavet et armbånd af kæden og senere en ring og et par øreclips.
Bagerst i fotografiet ses garageportene bag hvilke Jørgens Opel Olympia stod i sin hule og tilføjede kælderetagen odeuren af bildæk, motorolie og benzin, som forenedes med duften af frugt og andre madvarer i viktualiekælderen, som alt sammen på vaskedage blandedes med lugten af sæbevand.
Det må have været et af Jørgens jobs at købe ind, for der er hos Steen ingen erindringer om nogen sinde at have været med Emmy og/eller Edwin på indkøb – eller set dem tage af sted eller komme hjem fra et sådant ærinde. Emmy kunne ikke pga. de dårlige ben, men heller ikke Edwin syntes at have behov for at bevæge sig bort fra ejendommen. I garagen i Hillerød stod der vist en cykel, men den blev kun brugt af Jørgen.
Ja, det er afskedens time efter et sommerbesøg hos Emmy og Edwin i 1952. Birte holder en fin lille taske, Helge står lidt for sig selv og Steen bliver holdt godt fast af Edwin. Ester er ved at åbne bildøren. Emmy står ved hjørnet til garageindkørslen i en for hende typisk attitude.
Billedet her er fint, for det bekræfter erindringen om det sommersolsbelyste fortov som endnu ikke var flisebelagt, samt stensætningen der havde noget mystisk over sig set fra en lille drengs øjenhøjde. Stensætningen holdt ”manden” (Edwin) så fint med blomstrende stenplanter, hvilket fremgår tydeligere på næste billede.
Står Helge og rækker tunge af sin mormor eller skærer han ansigt? Var det mon under dette besøg han lavede bål under Edwins seng og fik smæk af den mand man ellers ikke kan forestille sig bruge vold mod børn? Der er vistnok ingen overleveringer om at Edwin slog sine egne børn. Emmy havde af og til stukket sine egne en lussing, men ikke Edwin. Ikke engang, da Sven og Jørgen fremstillede krudt i vaskehuset i Lillerød, stoppede krudtet i et jernrør som eksploderede, sendte Sven på hospitalet med en jernsplint i et ribben en halv centimeter fra hjertet og blæste alle ruder ud, også på naboejendommene.
Fotografiet her fra 1952 viser at selv om Emmy og Edwin efter nutidens målestok med deres 69 år ikke var så gamle endda, så afslører deres kropsholdninger og ansigtstræk at de allerede var gamle dengang. Hvad tænkte de mon, når datteren, svigersønnen og børnebørnene tog tilbage til Sønderjylland efter et ugelangt ophold hos dem? Var de dødtrætte – eller var der ressourcer til at glæde sig til det næste besøg?
Ved et senere besøg, sandsynligvis året efter i 1953, hvor svigersønnen Arne efter sin problemfyldte ferietur til Østrig i 1952 havde skiftet Renault Eight’en ud med en Austin A40 Somerset, siges der måske igen farvel efter en sommeruge hos Emmy og Edwin. Emmy snakker her med Birte og Helge er i række-tunge-humør. Måske var det en uvane der holdt sig et års tid? Emmys hårnet ses her helt tydeligt. Hver aften redte hun sit hår igennem og flettede det i en lille tynd pisk til natten.
Her fotograferes. Arne tager af hele scenen med huset i baggrunden. Jørgen dækker en del af den ude fra siden. Det kunne være sjovt at have det billede med her i fortællingen. Hvor mon det er?
Oppe på terrassen ses Mines lidt primitive opbygning af et metalskelet hvorpå der var monteret bølgeformede eternitplader – og der var et lille vindue i ud mod gaden, så hun kunne følge med i hvad der foregik dernede. Som genbo var der kun skov. Ved Skovgærdet var, som nu, kun bebygget i den ene side. Grunden til højre for huset var på dette tidspunkt ikke bebygget.
Huset til venstre (nr. 31) var beboet af familien Stalin, alias en pensioneret slagteriarbejder, tidligere ansat ved landbruget som det hed, hans hustru og datteren Birgit, som var et par år ældre end Dorte. Familiens borgerlige navn var Christensen, men da manden bar et lille stift overskæg og gik med kasket, fik Jørgen associationer til Josef Djugasvili Visarioniovitsj. Hver sommer gennemspillede der sig et lille hørespil over den høje hæk ind til disse mennesker. ”Vi ´i spiser yde i da´w”, hørte man Stalin meddele på sit brede sjællandske med en overflod af stød. Inde fra køkkenet hørtes derefter fruens protester på et sirligt rigsdansk: ”Jamen far… det er da for koldt”. Hvortil Stalin svarer: ”Jeg sagde VI´I spiser YYde i da´w”. Osv. På et tidspunkt fik Stalin job hos den lokale slagter, hvor han fremkom med den ultimative og ofte af Jørgen gentagne ros af Skanseslagterens produkter. ”Det må jeg sgu sige, Nielsen, du´u forstår fanme at få nown gooe pølser ud af noow lo´ort!”.
Emmy er ved at hænge et dynebetræk til tørre på tøjsnoren, mens hun snakkede med barnebarnet Birte. Birte ser ikke helt tilfreds ud. Det må være efterår for både Emmy og Birte er godt klædt på. Bemærk Emmys alpehue.’
Edwin og Steen. Nøjagtigt som Steen husker ham – og lidt sig selv fra den gang, selv om det er tilbage i 1953. Et rørende dejligt billede af en situation som stadig er levende i erindringen, og det lidt triste udtryk i knægtens ansigt er sandsynligvis pga. at der nu skulle tages afsked efter en dejlig tid.
Edwin og Emmy er på besøg i hos Esters svigerfar, Viggo. Det ligner kaffebord på terrassen på Wilhelm Smidts Vej nr. 9 i Gentofte og der er nok lige blevet sagt: “Vend dig om Edwin, så vi også kan se dig!”
Personerne er fra venstre: Betty (Viggos 2. hustru), Viggo, en dreng (Sven Erik?), en herre med cigar, Edwin set bag fra, Emmy i baggrunden og yderst til venstre sandsynligvis Viggos søster fru Schæffer. Arne var fotografen og så mangler Ester. Hvorfor var hun ikke med på gruppebilledet? Stod hun bag Arne og beundrede Viggos præmieroser?
Edwin fik vendt sig om og kom med i profil. Dette besøg, hvor Emmy og Edwin måske træffer Arnes far for første og eneste gang, efterlader spørgsmålet om hvorfor det overhovedet fandt sted. Arnes far og mor blev skilt i 1933 og Arne havde meget begrænset, nærmest ikke-eksisterende, forbindelse med sin far og hans ”nye” familie, så hvorfor i alverden blev dette besøg arrangeret?
Emmy og Edwin havde ikke Viggo og hans ”nye kone” Betty i deres aktive bekendtskabskreds – og det omvendte var ligeledes tilfældet.
Ester havde, for at sige det mildt, et anstrengt forhold til Arnes mor, Dorthea. Kunne dette besøg i Gentofte være på Esters opfordring fordi hun ville etablere en slags modpol mod sin svigermor og vise sine forældre at det var svigermoderen der var noget galt med og ikke hende selv – i og med at der kunne vises et hjerteligt forhold til hendes svigerfar?
Med hensyn til det selskabelige: Hvem kom på besøg hos Emmy og Edwin – og omvendt, hvem besøgte de uden for hjemmet i Hillerød? Egne udflugter var vist sjældne, men til gengæld var de glade for besøg. Dorte husker begejstringen ved besøg af nevøen Bertel (i Civilforsvarets uniform) og hans første kone, Kirsten. Kirsten var “skør”, når Jørgen skulle sige det. Hun var ræverød, og vegetar, og derfor skulle der rives gulerødder i meget, meget store mængder. Dorte husker den mægtige skål med revne gulerødder stå i lyset på den hvide dug under de tre hvide porcelænsskærme.
Her var Edwin i rollen som bedstefar – i dens mest idylliske form. Det er sommer, overfrakken og halstørklædet var blevet hjemme og kun fedoraen var, som den distingverede herre, Edwin var, på plads som den korrekte hovedbeklædning. Han er tilsyneladende ved at forklare Birte noget medens Ester står med drengene Helge og Steen.
Fotografiet er taget ved Aabenraa Fjord omkring 1953, børnenes størrelser taget i betragtning.
Et meget idyllisk skovtursbillede. Det er som om livet i det øjeblik er i perfekt harmoni. Scenen er sandsynligvis taget under den samme biltur og begge billeder er uden Emmy. Blev hun mon hjemme, eller sad hun i bilen eller på en bænk i nærheden?
Ester elskede skoven. Det samme gjorde Sven. Huset i Lillerød grænsede op til Ravnsholt Hegn (?) som var deres egen legeplads. Steen troede det var noget hun havde fra Edwin, men husker ikke selv at have oplevet at være med Edwin, selv om den anden side af vejen Ved Skovgærdet i Hillerød var uden huse og skoven stødte op til et smalt græsbælte foran den. Havde Edwin været så draget af skoven som datteren, så var det bestemt blevet til mange smutture over vejen og græsbæltet og ind i skoven. Nej, Edwin var havebruger!
25. august 1953 stod Emmy og Edwin på banegården i Skive efter et besøg hos Sven og Inger, som vist selv fortsatte på en ferie derfra. De gamle havde denne gang barnebarnet Dorte med sig hjem til Hillerød, hvor en dejlig ferie nok ventede hende. Sven fik også lov til at komme med på afskedsfotografiet. Det er regnvejr, Emmy er i ulden spadseredragt, som meget vel kan være en omsyet habit, og den sværtkalibrede bronzebrune stråhat.
Dorte og Birte er på ferie i Hillerød i 1954 og Dorte beretter om at dette med at skrive breve faktisk var en regnvejrsbeskæftigelse, hvilket ikke var dårligt fundet på – sandsynligvis af Emmy og Edwin, som nok ikke har haft mange alternativer for indendørs underholdning af et par småpiger gennem en lang regnvejrsdag.
I juli 1954 er Dorte igen på ferie hos sin farmor og farfar – Emmy og Edwin – og berettede denne gang bl.a. om at Edwin ikke var i stand til at snitte fløjter af kviste skåret af buske i skoven på den anden side af gaden. Igen er der tegning med, her af forældrene, Inger og Sven. Disse bevarede breve giver os i dag et fint indblik i hvordan det var at være barnebarn ”på ferie i Hillerød”.
Den 14. juni 1955 døde Emmys bror, Niels Valdemar i Greve Strand. Han blev begravet den 19. juni 1955 fra Bispebjerg kirke.
Var det mon i 1955 eller 1956 (?) at Emmy og Edwin kom på udenlandsrejse – sydpå til Alperne! At den rejse kom i stand skyldtes sandsynligvis en blanding af Arnes rejseglæde og det at Ester gerne ville have sine forældre på omgangshøjde med svigermoderen, Dorthea, som havde rejst i Alperne før. Før havde Emmy og Edwin (rent udlandsmæssigt) sikkert kun været i Sverige. Der har helt sikkert skullet megen overtalelse til før de gik med til at tage på sådan en for dem helt uoverskuelig tur.
Ester lader her til at være i fint humør og glad for at have forældrene med på rejsen og vise dem den fremmede og storslåede natur – ingen migræne. Hvem passede børnene deroppe i Danmark?
Hvor scenen her er fotograferet ved vi ikke, men det ligner et udsigtspunkt ved vejen og vue over en bred flod nede i dalen. Hvorfor Arne fik den VW-skærm med i nederste venstre hjørne er lidt af et spørgsmål, for enten er de kørt i hans Austin A40 Somerset eller den Morris Oxford han fik omkr. 1956 og under ingen omstændigheder en Folkevogn.
Emmy og Edwin er fint afbildet her, Emmy med hovedet lidt på skrå, ansigtstrækkene trætte og et udtryk som om hun undrer sig over at hun skulle komme til at opleve en sådan tur med bjerge så høje at det næsten var muligt at røre skyerne med hænderne . Edwin er mere afslappet og interesseret i udsigten.
Her sidder de i første – og øverste – række, og får sig en lille forfriskning på en terrasse på toppen af et højt pas eller for enden af en svævebane højt oppe. Det er som om Edwin passer meget bedre ind i situationen som rejsende turist end Emmy som sidder lidt træt der med sin lyse sommerhat derhjemmefra og lader til at være mere interesseret i folkelivet på en tysk terrasse oppe i 2000 meters højde end udsigten som Edwin lader til at have stor interesse i. Måske sidder Emmy og undrer sig over at det gik godt at komme derop med den skrækkelige svævebane – eller måske dybere: over at pigen der kom fra yderst beskedne kår nu rejser som dame i det højalpine europæiske landskab – en opstigning i mere end en forstand!
Her sidder Edwin på bænkens ryglæn med ryggen til naturen. Smukt er der og det er et godt fotografi. Det var på den rejse at Edwin i Østrig gravede en blå enzian op med rod og tog den med hjem, hvor den overlevede omplantningen til den sjællandske jord og senere endnu en flytning til Esters have i Aabenraa, og derfra videre til andre haver!
Foran folkevognsbussen ses Ester i mørk trøje, Edwin og Emmy, begge med lyse sommerhatte, gå tværs over torvet i Goslar – sandsynligvis på vej over til det gamle rådhus med den berømte Huldigungssaal, som Ester og Arne havde beset på deres tur i 1952. Harzen fik Emmy og Edwin altså også at se og alt i alt må det have været en stor oplevelse for dem at få den rejse i trygge omgivelser. De havde aldrig selv fået arrangeret sådan en tur – og når de kom hjem kunne de konversere lidt mere jævnbyrdigt med Esters svigermor end tilfældet havde været tidligere. Nok ikke så dårligt endda, for helt naturligt har Dorthea vel snakket om sine rejser, når hun en af de vist meget sjældne gange var på besøg hos Emmy og Edwin – og de to havde hidtil kun kunnet nikke og tænke på de seneste ture til Skive og Aabenraa.
Den 14. juni 1955 døde Emmys bror, Niels Valdemar i Greve Strand. Han blev begravet den 19. juni fra Bispebjerg kirke.
I juli 1956 er Dorte igen på sommerferie hos Emmy og Edwin – og berettede fortsat hjem til forældrene i Skive. Denne gang var hendes kusine, Birte og fætrene Helge og Steen også ”på ferie i Hillerød”. Dorte og Birte skal i biografen og ellers er en af beskæftigelserne at tegne tøj til påklædningsdukker. Brevet rundes af med at beskrive hvordan hun og Emmy har siddet og lyttet til radiohørespillet ”Sivaskriget”, hvilket åbenbart oplevedes meget uhyggeligt – måske også af Emmy…
I et brev skrevet en uge senere følger Dorte op på radiohørespillet, som hun og Emmy nu havde hørt næste afsnit af i mellemtiden, og vi får at vide at filmen hun og Birte så i biografen var ”Davy Crocket på Eventyr”.
Det må have været omkring dette tidspunkt at Steen erfarede at Edwin børstede tænder, ikke med Colgate eller Mac’s, men med groft køkkensalt. Kan han have haft den vane med hjemmefra?
Med til sommerophold i Hillerød hørte også aktiviteterne med Jørgen. Man tog med ham ”på søen”, hvilket ville sige at man kørte op til Esrom Sø hvor han havde en jolle liggende. For børn var det meget spændende med sådanne ture, og Dorte beretter her om en formiddagstur inklusive madpakke, hvilket vil sige at det var en oplevelse der strakte sig til hen på eftermiddagen. Enten var det fisketur, som her, eller også roede man over til ”Kongens Bøge” på den anden side af søen.
For senere generationer skal måske her nævnes at ”HGF”, som står skrevet på den øverste bil i Dortes tegning betød ”Høj Gammel Ford” – et udtryk brugt blandt børn på den tid om en håbløst gammldags bil der med sikkerhed var produceret før den 2. verdenskrig. ”Fenner” og ”Fugl” er kælenavne for hhv. Sven og Inger. Dorte blev kaldt Ping eller forskellige afledninger af dette ord.
I juni 1957 var Edwin igen på rejse med Dorte. Hun skulle endnu engang på ferie hos bedsteforældrene i Hillerød. Her ser hun lidt betuttet ud i modsætning til turen 4 år tidligere. Edwin holder beroligende og næsten beskyttende om Dorte – måske lige dele farfar og tidligere DSB ansat…
Under dette sommerophold i 1957 skrev Dorte også breve til forældrene. Brevet her skrevet den 27. juni viser at der er gode forbindelser til Emmy og Edwins naboer, familien Bjørre. Fru Bjørre aflaster dem ved at tage Dorte med i biografen. Der er også samkvem med Svens svigerforældre, Dortes mormor og morfar, som kommer på besøg. Der er åbenbart valg den sommer og vi får her at vide at Edwin ikke overraskende stemte på Det Konservative Folkeparti og Emmy på det landbrugsorienterede parti Venstre. Interessant at Emmy ikke fulgte mandens politiske synspunkter.
Edwin involverer Dorte i den mindre ekspertisekrævende del af havearbejdet, nemlig lugning af havegangen.
Der var også mindre begivenhedsrige dage i ferietiden i Hillerød, men så var Emmy og Edwins hushjælp, Fru Petersen, flink til at beskæftige børnebørnene. Her får vi at vide, at hun også tog sig af tøjvasken, der foregik i kælderen hvor Emmy dårligt nok kunne komme ned.
Den 9. august 1958 holder Emmy i anledning af sin 75-års fødselsdag et selskab i Hillerød. Hun ser mægtig tilfreds ud, og minen der er fanget i fotografiet her var helt karakteristisk for Emmy, når der blev holdt rosende taler eller hvor hendes sociale status på en eller anden måde var blevet understreget eller bekræftet.
Emmy var også blevet sær. Hvis Edwin havde lovet Fru Petersen en skål jordbær medens Emmy hørte på det, gemte hun den så der intet var for Fru Petersen at tage med hjem – og det selv om der var langt flere jordbær i haven end de to gamle kunne spise selv.
Her sidder hun så i det sidste år de boede i Hillerød, med Jørgen og Ester ved siden af og en baggrund formet af det tunge møbel, skænken kaldet ”Rossing” efter dens arkitekt, og dens ligeledes tunge messingmorter, som begge to havde fulgt hende og Edwin siden de flyttede til Kratbjergvej i Lillerød 35 år tidligere. Døren står åben ud til det lille anretterkøkken. ”Rømerne” (rømerglas til hvidvin) er på bordet, men Jørgen lader til at have et særligt glas til sin enmandsdegustation, som nogen åbenbart har ønsket at fotografere? Og på væggen ses maleriet af det halve hus på Amalievej.
Emmy var ca. et halvt år ældre end Edwin, så han måtte vente til den 22. december 1958, før det blev hans tur til at fejre sin 75 års fødselsdag. Af selskabet ses her fra venstre: Sven, Josepha, Edwin med armen om Helges skulder, i baggrunden Inger i mørk kjole og cigaret i hånden og Ellen i lys kjole med sort broche. Steen skaber sig bag Arne som vender siden af hovedet til og yderst til højre sidder Ejnar, en af Emmys nevøer. Endnu en hånd holder en tændt cigar, skal vi gætte på Gunnar Heurlin? Interessant så mange der ikke kigger på fotografen – og at Emmy, Ester og Ejnars kone (Inger?) ikke var med på dette portrait de famille – de var vel praktiske og stod i køkkenet og ordnede opvasken?
Dorte og Birte er heller ikke med i gruppen. Mangler der i virkeligheden et fotografi som viser den anden halvdel af selskabet?
Kaffen efter middagen serveredes i det musselmalede kongelige porcelæn. Rømerne tjener tilsyneladende som cognac- eller hedvinsglas.
Edwins fødselsdag fald sammen med den jul hans børnebørn refererer til som ”den minderige jul” i 1958, der var minderig på grund af de katastrofelignende tilstande der herskede i hjemmet på Ved Skovgærdet 33. Selv om Edwin på fotografiet her virker glad og nogenlunde rask var hans tilstand langt fra ideel. Han kunne ikke holde på vandet og pissede overalt, faldt ned ad kældertrappen, var vranten og ville ikke spise sin mad, tage sin medicin og slet ikke den morgenlige skefuld hørfrø. Fru Petersen var den eneste der kunne få ham til at spise. Hun spurgte ikke om Hr. Heurlin ville have havregrøden, hun sagde til ham at han skulle!
Her i den sidste periode i Hillerødtiden sad Edwin som den vrede olding, der slap sine hæmninger og fortalte Emmy alle de sandheder om hendes omsorgstyranni, som han havde haft lyst til at lukke ud i mindst 40 år. Hans klamme diæter med svesker, øllebrød med klumper, som han selv påstod han satte stor pris på, og andre unævnelige ting, der blev sat til side “til hr. Heurlin” når fru Petersen var der, var vel udtryk for at manden led af forstoppelse, en typisk ledsagelidelse hos denne personlighedstype.
Emmy og Edwin vidste på det tidspunkt at de næste år, i 1959 skulle flytte til et aldershjem i Aabenraa, og af en eller anden grund var det Emmy så magtpåliggende at den sidste jul skulle fejres i hjemmet med alt hvad der hørte til. De kunne slet ikke magte det. På grund af Edwins evindelige tissen i bukserne og sengen hang der vasketøj til tørre overalt og på især på alle radiatorerne. Stemningen var, selv målt fra barnehøjde, meget anstrengt, det gode humør ofte påtaget, og sandsynligvis gik intet som Emmy måske i sin realitetsfjerne forestilling om den sidste jul havde forestillet sig. Måske var deres gennem mange år trofaste rengørings/hushjælp, fru Petersen, den Gaffer Tape der overhovedet holdt denne jul sammen.
Den 22. december 1958. Edwin er beskæftiget med at åbne fødselsdagsposten og rækker Emmy et brev hun skal se. Bag dem ses petroleumslampen der fulgte dem fra tiden i Lillerød hvor de stiftede deres første eget hjem. Dette fotografi er det eneste og måske sidste billede der er taget af de to sammen.