I dette afsnit fortæller vi om Emmy og Edwin i den periode de boede i Fredensborg. Den varede fra den 1. maj 1939 til den 3. september 1951.
En ny forfremmelse, der medfører flytning fra Lillerød til Fredensborg station, men Edwin skal ikke finde en ny bolig til sin familie, den følger automatisk med det nye job som stationsforstander. Vi ved ikke om han specielt ansøgte om stillingen eller om han iflg. sin anciennitet stod øverst på listen til en stationsforstanderstilling og at den næste, der blev fri tilfældigvis var Fredensborg Station. Måske havde han som centralt placeret administrator tæt på generaldirektøren haft en fordel når de attraktive embeder skulle deles ud.
Stationen lå i byens sydøstlige udkant. Kortet markerer meget tydeligt at byen var præget af Fredensborg Slot og den store slotspark ned til Esrom Sø. Slottet var dengang som nu en af kongeparrets mest benyttede residenser, der også ofte var rammen om større officielle statsbesøg og familiebegivenheder. De kongelige og deres gæster ankom og afrejste med tog, så “kendte” har passeret ind og ud af stationen og ventet der i en speciel ventesal. Alt det det har nok forlenet stillingen som stationsforstander netop der med en vis prestige.
Fredensborg station som den så ud dengang. Den markeredes af to større 2-etagers bygninger forbundet med en lavere i midten og forlænget med lavere bygninger i hver ende. Tjenesteboligen for stationsforstanderen var på 1. sal i den store bygning til højre i billedet, og etagen under taget med kvist og vinduer i gavlene hørte også med.
I begyndelsen havde Emmy og Edwin dog ikke boligen helt for sig selv, for “lige inden krigen” havde de en soldat inkvarteret. Hvor længe det varede ved vi ikke.
Stationsforstanderen i Fredensborg, Otto Edwin Maquard Heurlin! Statelig står han der på perronen på den jernbanestation han nu bestyrer. Guldtrådsarbejdet i kasketten og distinktionernen på skulderne lyser godt op, men kan ikke måle sig med guldknapperne i den dobbeltradede frakke. Hvis blikket glider lidt længere ned bemærkes at skoene ikke stod tilbage mht. at skinne i sollyset. Blanke sko var noget Edwin anså for et must – og han pudsede dem med sværte hele vejen ind under lædersålen i stykket foran hælen! Hans æske med skopudsegrej var lige så sirlig som et syskrin. Børster bar inskriptioner skrevet med tusch, lys påsmøring for sig og sort blankning for sig.
Året efter ankomsten til Fredensborg Station beskikkedes Edwin som statsautoriseret vejer og måler ved Fredensborg Station. Det har betydet en bi-indtægt, men også mere arbejde til Edwin, og det fremgår af hans memoirer at det ikke var noget han tjente meget ved, hvorfor han bad om at blive fritaget for hvervet i 1948. Men i 7 år stod han altså og vejede, hvad der skulle vejes officielt ved stationen.
Endnu mere arbejde til Edwin. Han må have haft rimeligt med plads i arbejdskalenderen, eller følt at han var nødt til at påtage sig det, for han tog endnu et bijob som “prøvetager af tørv”. Tørv benyttedes under krigen og årene derefter som brændsel, der blev betalt efter vægt (?) og der kunne så snydes med at levere fugtige tørv, der oven i købet ikke brændte ordentligt pga. det store vandindhold. Edwins opgave var at tage stikprøver, ved læsningen på jernbanevogne på stationen. Mon ikke Edwin havde folk til at hjælpe sig med det? Der var både trafikkontrollør og andet personale ansat.
Knap 3 år i Fredensborg og Edwin ryger op i en ny lønklasse. Disse lønklasser har vi ikke helt styr på.
Emmy slapper af i haven, hun har strikketøjet med. Skal vi gætte på at stolen er malet i DSB’s karaketeriske røde farve, som gik under betegnelsen “DSB-rød”? Haven virker rummelig og den skulle efter sigende ligge på den anden side af jernbanesporene.
I perioden i Fredensborg fik Emmy og Edwin en hushjælp, Fru Petersen. Det blev et trofast forhold, for Fru Petersen vedblev at hjælpe i huset efter at Emmy og Edwin var flyttet til Hillerød, og senere blev hun der for at hjælpe Jørgen i mange år endnu.
Den 4. januar 1943 døede Edwins mor, Carolina Bengtsson i De Gamles By og blev begravet den 8. januar på Solbjerg kirkegård. Begravelsesceremonien fandt sted i Frederiksberg Kirke over middag kl. 13:40.
Billdedet ovenfor af Emmy i stolen på græsplænen gav indtryk af at stationsforstanderen på Fredensborg Station var tildelt en rummelig have. Disse fotografier bekræfter at det var den. Gad vidst, om de havde gartnerhjælp – eller blev en ung trafikelev sat til at hjælpe med til “vedligehold af tjenestehaven”?
Her har vi et af de sjældne billeder med kun Emmy og Edwin. De sidder i Fredensborg Stations have og ser rolige og afslappede ud. Edwin har det pæne tøj på og Emmy har lagt forklædet.
Endnu et gruppefoto samme dag. Ja, Edwin og Emmy bliver siddende på bænken, så kan alle de andre løbe rundt og knipse løs. Personerne i baggrunden er Sven og hans kæreste Inger.
Her får vi måske anledningen til det pæne tøj, for der er besøg. Det nye, og lidt ældre par i baggrunden, er Ingers forældre, Helga og A. C. Rasmussen, som iflg. Inger var kommet gående fra København til Fredensborg for at hilse på Emmy og Edwin omkring den tid hvor Inger og Sven forlovede sig. Det var i 1944, hvor tyskerne pga. folkestrejken havde lukket for tog- og bustrafik ud af hovedstaden, og Ingers forældre var så heldige at komme ud inden byen blev fuldstændig aflukket.
Og når nu gæsterne var kommet gående hele vejen fra København, skulle de da også vises rundt i slotsbyen Fredensborg! Det kunne se ud som om de lige har forladt et traktørsted og skal videre på rundturen. Emmy virker mere interesseret i hvad der sker længere nede på gaden, end at komme fint med på fotografiet. Ingers forældre boede flere dage hos Emmy og Edwin.
Sommerdage i 1944. Eftermiddagskaffe i haven. Ingers forældre er stadig på besøg. De sidder på bænken med ryggene til. Emmy sidder også med ryggen til i stolen for bordenden. Hun har den lyse stråhat på. Jørgen sidder brilliantinekæmmet i liggestolen med ansigtet mod fotografen og taler med Sven. Kan det være Ester som sidder for den anden bordende? Inger må være fotografen. Dugen på bordet har vi set i 1927 i Lillerød, så Emmy har været glad for den. Den har været en af de pæne til “når der var gæster”.
Endnu et idyllisk billede fra Fredensborg Stations have. Her sidder Jørgen og Ester til venstre og til højre ses Emmy med sommerhat ved siden af hende, midt på bænken, Astrid og til sidst Josepha. Damen for enden af bordet er Gertrud (gift med Gunnar) og den lille pige er deres datter Ellen.
Emmy og Edwins ældste søn, Sven bliver den 29. juni 1946 borgerligt viet på rådhuset i Søllerød til Inger Rasmussen.
Den 21. januar 1947 blev Emmy farmor! Her ses hun med sit første barnebarn, Dorte, den 20. juni 1947. Ses og ses, det er måske for meget sagt, for vi ser ikke meget af Emmy for hun skjuler ansigtet under hatten. Hun synes sikkert at det vigtigste var at Dorte kom med på billedet, men vi ville alligevel gerne have set hendes glade ansigt.
2 dage efter Dortes fødsel blev Emmy svigermor for anden gang da Ester blev borgerligt viet til Arne Borch Hougs den 23. januar 1947 på rådhuset i Gentofte.
Sådan, nu ser vi Emmys ansigt. Dorte lader ikke til at være helt tryg ved situationen, selv om hun har en stor rangle i hånden.
I 1948 fødtes Emmy og Edwins andet barnebarn, Birte. Hun var Ester og Arnes første barn og barnedåben holdtes i Årup Kirke (?), nær Nakkebølle på Fyn hvor de boede på det tidspunkt. Her ses Emmy og Edwin blandt gæsterne. Emmy i sort kjole eller frakke bagerst i midten og Edwin i forreste række med hat og mørk overfrakke.
Den 21. august 1948 er Emmy og Edwin på udflugt til frilandsmuseet Hjerl Hede i Jylland, og der blev de fotograferet med Dorte, som sidder på trappen foran dem og leger med Emmys stok. Gad vidst hvornår Emmy begyndte at gå med stok – for aldrig mere at lægge den?
Udflugten fandt nok sted i forbindelse med et besøg hos Inger og Sven, som boede i Skive dengang. Hjerl Hede er ikke så langt derfra, så udflugten har været overkommelig.
Ester og Arne pakker bil foran Fredensborg Station. Scenen må være fotograferet den 11. juli 1949 og Arne ser forundrende på Emmys hushjælp – det er som om han tænker, om der mon er meget mere han skal finde plads til. Dorte står foran Arnes Renault Eight og læner sig mod kofangeren. Selv om hun har lys trøje på skete der nok ikke så meget ved det, for bilen ser skinnende blank og nyvasket ud.
Det er stadigvæk den 11. juli 1949. Ester og Arne må være kørt og nu skal der plukkes bær. Emmy og barnebarnet, Dorte har en stor spånkurv med, så forventningerne til en rigelig høst af hindbær (?) må have været stor.
Sommeren efter besøget på Hjerl Hede var Emmy og Edwin atter i Jylland for at besøge Inger og Sven i Skive. Det blev til en udflugt til Sallingsund Færgekro den 7. august 1949. Her er de fotograferet med Sven og Dorte.
Den 12. oktober 1949. Edwin står og klør sig i nakken, Sven gaber. Det må have været en god frokost de fik og det dejlige efterårsvejr må have lokket selskabet ud i naturen (i det sydfynske bakkelandskab, måske?). Emmy står afslappet og nyder udsigten, tilsyneladende uden stok. Arne hjælper Birte. Kan anledningen til dette familietræf evt. have været at Sven og Inger har kørt Emmy og Edwin tilbage fra et besøg i Skive og så slået et smut om Nakkebølle hvor Ester og Arne boede?
Af dette afsnit i Edwins håndskrevne levnedsforløb fremgår at han helt siden sine år som elev i de Danske Statsbaner havde interesseret sig for medarbejdernes bibliotek og fungerede i en periode som dets revisor og senere, i 1940 overtog hvervet som dets regnskabsfører.
Fra Emmy og Edwins reol husker vi de sort indbundne bøger med rødbrune rygge, gyldne vingehjul og guldskrift med bøgernes titler og forfattere. Dem var de glade for og Emmy bragte senere en mindre samling med sig til Aabenraa. Favoritten i samlingen var Walter Scott.
Edwin i fint tøj, hvide handsker, hatten i hånden og med det helt store smil på. Men anledningen var jo også at han skulle modtage hans majestæt Kong Frederik den 9. og dronning Ingrid, samt deres 3 børn på stationen. Her er de kongelige nok kommet ud på den anden side af stationen, hvor deres limousine venter på at køre dem til Fredensborg Slot. Den yngste af prinsesserne blev født i 1946, så mon fotografiet er fra 1948-9?
Den 3. januar 1951 dør Edwins bror, Paul Hilmar på Bispebjerg hospital. Han blev bisat den 7. januar fra Vanløse kirke og derefter kørt til Søndermark Krematorium.
Der kom brev til Edwin med et fint laksegl – Det Kongelige Ordenssegl.
Brevet meddelte Edwin at Hans Majestæt Kongen den 19. marts 1951 besluttede at udnævne ham til Ridder af Dannebrog og den beslutning udførtes af Viggo, Prins, Greve af Rosenborg den 27. marts 1951. Prinsen afsluttede brevet med sin personlige underskrift! Mærkeligt at Jørgen ikke gentagne gange i tidens løb har fremført grevens rolle i faderens udnævnelse, og at Sven ikke på sin sædvanlige måde havde refereret til at det var en “fin” mand, som havde underskrevet dekorationen.
Nu var der jo regler for, hvordan man skulle bære denne orden, og Ordenskancelliet sikrede sig med vejledning til de nydekorerede, at disse regler var kendte.
Edwin skulle skriftligt love noget iflg. en vedlagt formular og returnere denne med personlige data. Han satte sig til at skrive en kladde…
…der viser en ærbødig Edwin Heurlin. Han skriver: “Benådet af Hs. Majestæt Kongen med Dannebrogs-Ordenen, lover jeg på Ære og Samvittighed at være fremdeles min Arvekonge og Herre huld, tro og lydig, indtil mit Livs Ende at tjene Ham og Fædrelandet efter yderste Evne og Kræfter, at opfylde alle Ridderpligter og stedse være Dannebrogs-Ordenens statutter (?) lydig, så længe jeg lever. Fredensborg den 28. marts 1951”.
En ærbødig E.H. som samme dag (eller senest den næste) han fik brevet fra Ordenskancelliet satte sig hen med kladdepapir, viskelæder og blyant.
Edwins karriere går mod enden og i 1950 besluttede han sig pga. svigtende helbred at søge om at kunne gå på pension.
Det fik han bevilget og fra marts måned 1951 fik han sin afsked på grund af alder med pension fra stillingen som stationsforstander ved Statsbanerne. Han tog en af sine (udtjente) hvide sommeruniformsjakker med ind i sit otium. Den gik den velklædte gamle gartner med i haven. Selv kaldte han den for sin ”iskagemandsjakke”.