Dette afsnit af bloggen beskriver Emmys og Edwins fælles tid i Aabenraa, der blev relativt kort, og Emmys tid derefter som enke, indtil hun døde i 1976.
Allerførst i perioden, i 1959, blev de installeret på alderdomshjemmet De Gamles Hjem, som var indviet i 1932 og i tiden før det havde fungeret som ”Alderdomsasyl” med et ry som fattiggård. Mellemtiden havde fjernet fattiggårds-etiketten der tilbage i 1932 gjorde det svært at få beboere, og De Gamles Hjem må i slutningen af 1950’erne have opnået et omdømme der tillod Arne og Ester at anbefale Emmy og Edwin at flytte ind der.
De Gamles Hjem lå på hjørnegrunden hvor Persillegade og Lavgade mødes og havde adressen Persillegade 6-8. Dets reglement slog fast at hjemmet var beregnet til aldersrentemodtagere der var så gamle, svagelige eller svækkede, at de ikke kunne bo alene. (Læs: og ikke havde døtre eller svigerdøtre der kunne have dem boende og passe dem. Hurra for velfærdsstaten!) I 1957, to år før Emmy og Edwins ankomst, var gennemsnitsalderen 80 år. Når de gamle kom på alderdomshjemmet blev de plejet af personalet; men det føltes sikkert alligevel noget som at komme under administration. Reglementet fastsatte at de skulle tage deres indbo med, men socialudvalget bestemte hvad der måtte komme med på stuerne. Deres aldersrente faldt bort under opholdet på De Gamles Hjem, men der blev udbetalt et lille beløb til småfornødenheder. Helt nøjagtigt hvordan det økonomiske var arrangeret for deres ophold ved vi ikke, men mon ikke det offentlige i princippet betalte for pensionisterne, men modregnede et beløb så embedsmænd som Edwin og deres enker fik reduceret folkepension. Denne modregning havde betegnelsen ”samordningsbidrag” og Emmy var vred over at dette kunne finde sted. Det talte hun meget om. Noget er der jo nok blevet tilovers efter modregningen, men det var og vedblev at være en torn i øjet på hende. Men der blev da alligevel til både cirkus- og biografbilletter til børnebørnene i de år.
På De Gamles Hjem var det iøvrigt ikke tilladt at lave te eller kaffe på værelserne, ej heller at have spiritus. Steen husker dog, at der var kirsebærvin på bordet, når han var med de voksne på besøg. Ved gentagne overtrædelser kunne den forsømmelige beboer bortvises fra hjemmet.
Alderdomshjemmet lå kun 5 min. til fods fra Nygade Skole, og det var ikke nogen ekstrem omvej for børnebørnene at gå forbi der når de skulle hjem efter skoletid, men Steen erindrer ikke at han eller hans søskende almindeligvis aflagde småbesøg på vej hjem. Når de var der alene, var det mest i forbindelse med ærinder for Ester. Ellers var besøg med forældrene sjældne. Emmy og Edwin kom altid ”op på bakken”, som Emmy kaldte det, når hun skulle på besøg hos Ester og Arne i huset de byggede i 1959.
I 1961 stod Aabenraas nye alderdomshjem Grønnegården færdigbygget henne på Langrode, og man kan tænke sig at Emmy, Ester og Arne har diskuteret muligheden af at få en helt moderne pensionistbolig til hende og Edwin. Nu var situationen imidlertid den, at Grønnegårdens kapacitet ved indvielsen var langt under behovet og ventelisten var allerede lang, så håbet har nok ikke været alt for stort om at det kunne lykkes. Der var også den uafklarede situation med Edwin…
Da byens alderdomshjem i 1961 holdt flyttedag fra Persillegade til Langrode overtog diakon Axel Larsen De Gamles Hjem og gjorde det til et privat plejehjem under navnet Bruhnshave – og sådan så det ud på indvielsesdagen.
…hvor familien Larsen i øvrigt også blev fotograferet foran indgangsdøren. Larsen overtog også beboerne, heriblandt Emmy og Edwin.
Den 1. maj 1960 deltager Emmy i barnebarnet Dortes konfirmationsfest der fejredes med middag i soveværelset i den 3-værelses lejlighed der fulgte med Svens embede som dommerfuldmægtig i Brønderslev. Emmy ser nu ikke særlig glad ud som hun sidder her med hovedet på sned og er nærmest den rene modsætning til Dortes mormor, Helga, som sidder til venstre i billedet med sit i Venedig indkøbte lyseblå og guldindvirkede sjal af indisk silke om skulderen og lader til at være helt på toppen. Imellem Dortes to bedstemødre sidder Aage Nørregaard, gift med Emmys svigerdatter, Ingers yngre søster, Bente.
Edwin var også med til konfirmationen, men ser sløj ud og er et godt match til den triste Emmy på det foregående billede, som han sidder her ludende med mørke rande under øjnene og ligner kaptajn Ahab fra Moby-Dick. Sandsynligvis var de kørt i bil fra Aabenraa til Brønderslev med Ester og Arne.
Arne sidder bagerst til venstre og ryger en cigaret; ved sin side har han Edwins søster, Josepha. Derefter Edwin, Dortes mormor Helga og yderst til højre hendes svigersøn, Aage Nørregaard.
Denne konfirmationsfest var måske den sidste familiefest som Emmy og Edwin sammen deltog i.
Edwins helbred gik kun i en retning, nedad, og han blev mere og mere umulig at have på Bruhnshave. Til sidst blev han indlagt på sindssygehospitalet i Augustenborg på Als. Her døde han den 23. april 1962.
Edwin blev kremeret den 27. april 1962 i kapellet på Åbenrå kirkegård, hvor urnen blev nedsat samme dag i den østlige Urnehaveplæne, som pilen peger på. Urnehaven er et arrangement mellem de ukendtes grav og gravsteder med gravsten. I de ukendtes ved man ikke hvor urnen er sat ned, det kan man derimod få at vide for Urnehavens vedkommende, så vi ved at det var i den østlige del af den runde plæne i haven og kan lægge blomster målrettet.
Nu er Emmy alene og vi følger hende de sidste år.
Edwin nåede at få gjort det han skulle i forhold til den Kongelige Historiograf, men dårligt var han lagt i jorden, før der kom en påmindelse til de efterladte om at Dannebrogsordenen inden 3 måneder skal leveres tilbage til Ordens Kapitlet. Det må vi så håbe at arvingerne fik gjort, og at der ikke kom rykkerbreve som før.
I og med at Emmy var kommet til Aabenraa, øgedes frekvensen af biografbesøg for børnebørnene ”oppe på bakken”. Det startede med at hun gerne ville forkæle dem med et cirkusbesøg. Hvert år kom Cirkus Benneweiss til byen, riggede teltet op på Ringriderpladsen og monterede reklamer på lygtepæle overalt i byen, samt indrykkede annoncer i aviserne. Det må Emmy have hørt om, og hun stak ungerne penge til billetter. De tog derud og så på forestillingen med tørre øjne. Det havde været meget bedre med biografbilletter. Hvad var Cirkus Benneweis mod John Wayne i Apachernes farlige og uforudsigelige land? Ved fælles forståelse blev det ved den ene cirkusbillet, og derefter var det i Kinoteateret det foregik. Ikke fordi det skete så ofte, men i forhold til de biografbilletter de fik af Ester og Arne, som i antal var meget nær nul, var der nu helt anderledes muligheder for at snakke med i klassen om de film der vistes. Disse kulturbidrag fortsatte i flere år til stor gensidig glæde. Emmy så begejstringen i ungernes ansigter og de så begejstret biograffilmen.
Lørdag den 28. juli 1962 sker der det chockerende at et af Emmys børnebørn, Birte, forulykker med cyklen og senere dør på Odense Amts og Bys Sygehus som følge af sine kvæstelser. Birte blev begravet den 31. juli 1962, og hendes urne nedsat i plænen i Urnehaven på Aabenraa kirkegård den 2. august.
Nu er Edwins og Birtes urne i samme lille plæne – med kun 4 måneders interval.
Detaljer om hvordan Emmy tog denne tragedie og om eller hvordan hun evt. støttede Ester og Arne i dagene derefter har vi ikke, men rent praktisk var der ikke meget hun kunne udrette, så svækket fysisk som hun var. Forståelsen for at hendes mand, Edwin, efter lang tids svækkelse og sygdom var ”hjemkaldt i Herren”, som Jørgen yndede at sige det med tilbagelænet nakke, var vel meget nemmere at komme overens med, end at forstå at en livsglad 14-års pige skulle miste livet en skøn sommerdag på vej til stranden. Har hun mon bearbejdet sorgen med præsten der var tilknyttet Bruhnshave?
I 1963 skrev Emmy et langt brev til sin niece Astrid som ud over at fortælle hvad det direkte fortæller, også indirekte siger en masse om Emmy selv. Hun fortæller lidt om sit sidste barnebarn og at Ester ikke kan klare så meget fordi hun har en lille – Ester må åbenbart have klaget sig en del. Den lille nye pige, født ca. 1 år efter Birtes død, må have været en stor lykke men også givet anledning til at sørge igen over det barn hvis livsforløb forældrene genoplevede, men i bevidstheden om hvor hurtigt alt kan mistes. Drengene (Helge og Steen) er efter Emmys opfattelse ingen genier, men hun giver Arnes børneopdragelse og uforstand på børn skylden.
Det er et skrækkeligt karakteristisk eksempel på Emmys måde at anbringe mennesker i sættekassens små rum. Svigerdatteren Inger følte afmagt over for Emmys casting (Inger: fin dame, dyr i drift) og var irriteret over den måde Emmy f.eks. kunne sige ”… Heurlinerne er jo store pædagoger.” Arnes mor, kaldet ”Svims”, fik sin Hellerup-etiket. Hendes besøg var ikke Esters livret – og blev det aldrig, men Ester kunne have ladet være med at varte svigermor Dorthea op og i stedet foreslået alternativer for samværet, hvilket Arne gerne havde lyttet til. Men det ville kræve at definere disse alternativer, og så var det måske nemmere at stikke halen imellem benene. Emmy må have opfattet at Ester sad hos hende og klagede hele tiden!
Interessant er det, at det er perioden i Lillerød Emmy mindes som den ideelle del af sit liv, næsten i Carl Larssonsk stil, med svampe og frugter; men hun er dog klar over at helbredet ikke er hvad det har været. Emmy sørger også for at takke for brevpapiret, blyant og viskelæder, og giver derefter udtryk for den opfattelse at det var mænd der opdragede børn. Vil det sige at det var hendes far, der opdragede hende og Edwin, som opdragede deres egne børn? Den gamle feminists kommentar: Nej, det var selvfølgelig kvinden der havde ansvaret for al omsorg i familien, men Emmy var dybt præget af det patriarkalske samfund og dets tankegang, hvorefter manden i huset udstak rammerne for opdragelsen. Faderen var i visse familier også den person der administrerede såvel strafudmåling som dens fysiske eksekvering. Tænk på at først i 1922 fik gifte kvinder sideordnet forældremyndighed i ægteskabet over egne børn samt ret til at komme i betragtning som indehaver af forældemyndighed ved skilsmisse. Faderen forblev dog fortsat være. Først i 1957 ligestilles forældre som værge for deres børd.
Bemærkelsesværdigt er, at Emmy ikke skriver om savnet af Edwin og Birte, som begge døde året før, eller om det at være enke. Hun kommer heller ikke ind på hvordan hun bor, hvordan maden er der, eller om de andre beboere. Brevet går lidt i konventionel tomgang om klima og helbred. Der var uskrevne borgerlige regler for, hvad man kunne udbrede sig om til andre uden for den nærmeste familie: med kritikken af svigersønnen overskrider hun faktisk grænsen for hvad der er passende. Når hun ikke skriver om sorg og savn kan det afspejle hendes utilbøjelighed til at være andet end ”modig, munter, mild”, som de gamle lærerinders motto lød på Frk. Mørks skole i Hillerød, hvor hendes børn gik. Ikke klage, ikke tale om sørgelige ting, holde facaden for alt i verden.
Sjovt er Emmys helt middelalderlige syn på den pris- og skattemæssige effekt af et års dårlig høst.
Det blev alligevel til en tur til Nordsjælland for Emmy det år. Jørgen har sandsynligvis hentet hende i bil, og hun har boet hos ham i Hillerød. Han kørte hende, som den flinke søn han var, ind til København så hun kun kunne besøge en af sine niecer, Astrid.
Et par år senere var Emmy igen på ferie i Hillerød. På begge fotografier ovenfor sidder hun med ryggen til, ogJørgen sidder yderst til højre med hænderne foldet over låret og ser ud som om samtalen er interessant. (Skal vi gætte på at det er ham selv der taler?) Den avislæsende herre er Edwins bror, Gunnar, som ikke er synderligt interesseret i snakken. Han var kendt for at beholde hatten på, også inden døre, og anbragte sig altid med en avis i det ene hjørne af stuen hos Faster og Astrid, når han var på familiebesøg dér. De tre damer på den anden side af bordet er til højre Edwins søster Josepha. Længst til venstre sidder Astrid Nørbo, som bor sammen med Josepha og i midten Astrids halvsøster, Gertrud som er gift med Gunnar.
Her ses hvor kraftigt Emmy skelede. Bemærk også hendes stakkels rosacea-hærgede næse. Hun plejede at undgå at blive fotograferet lige forfra, hvilket tidligere fotografier tydeligt viser. Hun undgik det ret effektivt, for vi har kun et andet billede, hvor hun er fotograferet forfra og det var fra før hun blev gift. Her er hun fotograferet som enke.
Dette billede virker stærkt på Dorte, som Emmy sidder der på computerens skærm: ”Hvornår lukker hun munden op og taler sit høje og klingende nordsjællandske mål? Nysgerrigt vil hun spørge til alt hvad der var sket med os, siden hun lukkede sine øjne den tidlige forårsdag i 1976. Hun var blevet oldemor i november 1975. I januar 1976 kunne Dorte rejse ned til Aabenraa og lægge en lille bylt på hendes dyne, indeholdende Johan, knap 3 måneder gammel. Da lå hun i sin seng, helt klar, men tynd og svag. Hendes store knoklede arbejdshænder famlede efter den lille og hendes ansigt så mildt ud som på fotografiet herover.”
En munter forside på julekort med mange glade nisser. Emmy havde den gode ide, at hun ville nyde den vin hun var blevet givet når hun i juledagene skulle være ”oppe på bakken” hos Ester og Arne og tænke på de, som forærede hende den.
Udvidelsen af alderdomshjemmet Grønnegården på Langrode var færdibygget i 1968 og det gav Emmy mulighed for at flytte derhen og få en ny og moderne pensionistbolig. Med udvidelsen fik Grønnegården plads til 115 pensionister, heri medregnet en sygeafdeling med syv 2-sengs værelser.
Vi har ikke selv et fotografi af Grønnegården at kunne sætte ind for at give et indtryk af hvordan pensionisternes boliger så ud, og dermed hvordan Emmy boede den sidste periode i Aabenraa. Men heldet er med os, for Emmy var, uden at vide det, forudseende mht. fortællingen om Emmy og Edwin, i og med at hun købte et postkort af stedet og sendte det til sin niece, Astrid, som gemte det og dermed mange år senere gav os mulighed for at vise hvordan Emmys bolig på Grønnegården så ud. Så mange tak til Emmy og Astrid for det!
Det var virkelig en forbedring af dimensioner for Emmy at komme til Grønnegården. Pensionisterne havde eget bad og toilet og boede i 1-plans beboelsesfløje grupperet omkring atriumgårde med forskellig beplantning som de kunne kigge ud på gennem store vinduer. I en grønnegård var der udsigt til roser, i en anden lyng, i en tredie stauder osv.
Som det var tilfældet i de senere år på Bruhnshave var der også på Grønnegården etableret aktiviteter for pensionisterne i form af stoftryk, syning malearbejde osv. Emmy kunne altså fortsætte sit kartoffeltrykarbejde.
Hun talte en del om de præster der kom på Grønnegården. Finn Finne og pator Albinus, hed de.
På et tidspunkt, vist nok var efter at hun kom til Grønnegården, fik Emmy en ortopædisk benskinne som kunne støtte det ene ben. Det var lidt af et monstrum, som kunne låses i strakt stilling og løsnes med et greb i skinnens ”knæhase” så knæledet kunne bøjes og det var muligt for hende at sidde normalt i en stol. Om hun benyttede den dagligt på Grønnegården er uvist, men hver gang hun var ”oppe på bakken” hos Ester og Arne havde hun den på.
Fodnoten på postkortet med Grønnegården refererede til et besøg i Sønderborg. Sven og Inger var flyttet til Sønderborg et par år før, i 1969, så det var nok dem de skulle besøge. Ellers kunne det være Emmys nieces datter, Lizzie. Niecen hed Esther.
Emmy fik et meget fint forhold til forstanderen på Grønnegården, Bjarne Dusgård. Han var glad for Emmy og besøgte hende hver dag, og hvis der var noget i dagens aviser, heriblandt Frederiksborg Amts Avis (alias ”Tyretidende”) hun mente han skulle læse, gav hun ham dem med artiklerne cirklet ind med kuglepen. Fru Martha Dusgård kunne huske Emmy mange år senere og refererede til hende som ”en meget, meget pæn dame” og hun huskedes som en ”der altid havde et venligt ord til alle”.
En anden herre kunne også finde på at kigge ind hos Emmy. Det var en af medboerne, en af Aabenraas kendte originaler som gik under navnet Lange Hannes. Han hed vist Johannes Petersen og hans besøg hos Emmy var ultra-korte. Han bankede på og sagde: ”Guds fred, Fru Heurlin!”, hvortil Emmy svarede: ”Tak, og i lige måde Hr. Petersen!”. Lange Hannes lukkede døren og gik videre.
I tiden på Bruhnshave havde Emmy også meget glæde af biblioteksservicen og var glad for bibliotekaren som stod for den. Hun læste store romaner med dramatiske titler som f.eks ”Men jeg så ham dø”. Gymnasieungdommen i 1960’erne kunne måske godt finde på at smile lidt overbærende ad hendes litterære smag og hendes rørthed over patos som f.eks. den i Kaj Munks Blå anemone-digt. Men hun var en pige fra et fattigt hjem på landet, der havde gået maks 7 år i skole og som voksen tilbragt 2 sæsoner på en højskole. Gymnasiepigen skulle skamme sig. Det gør hun så også – nu.
Julen 1971 sender Emmy hilsner til niecen Gudrun i Holland. Brevet indikerer at Gudruns datter, Mareijke også havde sendt Emmy en hilsen og fortæller dermed at hun allerede dengang kunne skrive dansk.
Emmy husker fødselsdage og sørger for at få sendt en hilsen afsted til niecen, Astrid. Denne fødselsdag var let at huske, for niecen var født den 26. marts, samme dato som Sven, 10 år før. Sætningen: “man skal være stedkendt i byen for at kunne finde rundt der ved nattetid” må hentyde til noget i et brev hun tidligere har modtaget.
Julehilsen anno 1972 til niecen Gudrun i Holland, som lader os vide at Emmy i alt fald til og med sommeren det år har været på “ferie” hos Jørgen i 2 uger.
Emmy fortæller i Julen 1972 at den skal holdes hos Ester og hun synes at man skal tænke på de, der bor langt borte – dog uden at vi får at vide hvad det vil sige.
Et udateret brev fra Emmy til niecen Gudrun i Holland, med en efterskrift der giver indblik i forholdene hos datteren, Ester.
I et brev fra påsken 1973 får vi i et brev til en niece på Emmys side i familien, at vide at Josephas veninde, Astrid Nørbo er død. Josepha er Edwins søster. Emmy nævner ofte i sine breve at hun ikke er en flittig brevskriver og at det er korte breve hun skriver.
Emmy skriver brev til niecen Astrid, hvori hun takker for et tørklæde hun fik foræret i anledning af sin 90-års fødselsdag. Hun skriver om fødselsdagen at det kom “mad udefra” fra et hotel i Åbenrå. Hvilket tør vi ikke gætte på, men fødselsdagen blev holdt hos Ester og Arne “oppe på bakken”.
”Oppe på bakken” var Emmys almindelige reference til Ester og Arnes hus, hvilket for så vidt var korrekt idet det, set fra Løgumklostervej, lå halvvejs oppe ad Galgebakken. Når hun skulle på besøg deroppe blev hun hentet i bil af Arne. Emmy var køreklar med frakke og altid et tørklæde om hovedet, og benskinnen monteret og de klodsede ortopædiske Andersine-sko på fødderne. Håndtasken blev normalt båret for hende, for en arm var altid i brug med albuestokken, som hun ikke kunne gå uden. Indstigningen i bilen foregik ved at højre fordør blev åbnet for hende, hun vendte ryggen til bilen, bakkede helt hen til den – og lod sig så falde baglæns ned på sædet. Derefter løsnede hun knæleddet i benskinnen så den kunne bøjes, så svingede hun det bedre ben ind og med begge hænder løftede hun det dårlige ben med skinnen ind på plads og sad nu nogenlunde normalt; dog skulle hun lige optimere siddestillingen, hvilket der ikke er noget at sige til, og dertil kunne hun finde på at bruge bilens tag (døren står stadig åben) for at løfte sig lidt. Når hun så havde fået sig rangeret på plads blev bildøren lukket for hende. Dog skete det en gang at Steen lukkede døren inden hun havde fået fingrene helt ind i bilen og de blev klemt i døren. Da skreg hun skingert, men heldigvis var der gummilister som tog så meget af stødet at der ikke skete fingrene noget.
Oppe “på bakken” havde Emmy sin sædvanlige plads i dagligstuen ved siden af det mørke egetræschatol. Her sad hun med hårnet over sit grå sparsomme hår i en lidt høj og lidt antik stol med armlæn i træ med ryggen til et sydvendt vindue og havde det optimale overblik over hvad der foregik i selve dagligstuen, det meste at spisestuen og entréen. På sin højre side stod bekvemt et bord i lige så mørkt egetræ som chatollet. Her sad hun og konverserede, hæklede eller gættede avisernes krydsord. Engang i de første år i Aabenraa lærte hun Steen et kortspil, der gik under navnet “Idiot-66”. Måske var det det eneste kortspil ud over Sorteper, hun kendte. Det var ikke noget der kunne holde knægtens interesse fanget ret lang tid, men han husker at Emmy kaldte de ubrugelige kort for “styrvoltere”. Det var på samme tid at Emmy introducerede sin egen version af et alm. ordsprog: “Forandring fryder, sagde Fanden da han tog glasbukser på!” Et udtryk hun af og til benyttede.
Når Emmy skulle tilbage til Grønnegården gentog dette sig, men først var der den lille scene i entréen. Emmy havde selv taget det evige tørklæde om hovedet, pakket sin håndtaske, låst benskinnen og stod så der med den ene arm beskæftiget med albuestokken. Med den anden slog hun lidt ud med hånden og spurgte: ”Hvor er min kåbe?” Hermed mente hun overfrakken, men ungerne i huset fandt det meget aparte at hun omtalte frakken som en kåbe, for en kåbe var dem forbundet med morgenkåbe, f.eks.eller et klædningsstykke benyttet i et teaterstykke. Sådan hed en frakke bare på gammeldansk! Se selv hos forfatterne omkr. 1900 og før. ”Grøn er vårens hæk/kåben kastes væk”. Nu om dage er ordet frakke på vej ud. Yngre sprogbrugere taler om deres jakke, uanset hvor lang og frakkeagtig den er.
Igen et brev til niecen Gudrun i Holland, hvor Emmy fortæller lidt om sin 90 års fødselsdag. En ting at bemærke er at hun ikke går op i selve det, at Dorte havde købt en lejlighed, men at det var for lånte penge! Vil det sige at Edwin og Emmy altid betalte ting kontant, inklusive det hus de byggede i Lillerød? Dorte mener, at Emmy over for disse mennesker ønskede at svæve hen over det faktum at hun købte denne lejlighed sammen med en mandsperson og at de flyttede ind i den uden at være gift.
Emmy har været sløj og orker ikke mere at skrive breve. Hvad hun ikke skriver er, at hun som sædvanlig holder jul hos Ester. Det gjorde hun vist alle årene i Åbenrå. Ester og Arnes gamle nabo i Solgården, Anne Marie, husker engang hun besøgte Emmy på Grønnegården at Emmy fortalte at hun lige var kommet tilbage til sit eget værelse efter et ophold på sygeafdelingen og rundede informationen af med: ”Jeg snød dem”. Her hentydede hun til mændene med leerne.
Anne Marie besøgte mange gange Emmy og en gang kom snakken ind på Edwins karriere som stationsforstander i Fredensborg. Emmy fortalte ved den lejlighed at Edwin havde modtaget flere medaljer i den periode hvor de mange kongedøtre blev gift rundt omkring, overrakt af fyrster eller monarker fra England, Rusland og et tredie land der ikke huskes længere.
Der er kun belæg for Dannebrogsordenen, og hvordan passede de mange kongedøtres giftermål med Edwins embedsperiode på Fredensborg station? Her har Emmy nok spundet lidt rigeligt! Men det gjorde hun overbevisende og hvem skulle ikke tro på hvad en gammel dame på omkring de 90 fortalte? Man kommer helt til at tænke på Clara Pontoppidan i filmen ”Støvsugerbanden”.
Efter at Anne Maries første mand var død (alt for tidligt) sagde Emmy til hende: ”Lille Anne Marie, der skal også komme noget godt til dig en dag!” Det blev Anne Marie ved med at huske, og da hun traf sin næste mand og blev gift med ham tænkte hun at Emmy jo havde forudset at der skulle komme noget godt til hende – og det gjorde der!
Julekort 1973 skrevet til Emmys niece Gudrun i Holland. Temaet er som tidligere år ønsket om godt helbred for dem hun skriver til og en reference til hvordan hun føler alderen trykke. Men rørende trofast, ikke?
Denne gang skriver Emmy til en nevøs kone, Bitten. Nevøen hedder Mogens og da han gav os dette kort fortalte han om de strenge vintre og hvordan det havde glædet ham, at Emmy kunne huske det. Netop af den grund havde han gemt dette kort.
Brev fra Emmy til niecen Astrid. Den Emmy, som “vores” Emmy skriver om er en niece ved samme navn. Hvad vi gerne ville vide mere om, er hvilket kloster den omtalte Emmy er på, om det er et rekreationshjem for eksempel. Åbenbart kender “vores” Emmy stedet fra sine unge dage og husker det som ”den skønne plet jeg kender så godt fra mine unge dage”.
Emmy får skrevet julebrev til niecen Gudrun i Holland. Hun ønsker et bedre forhold mellem nationerne i Europa. Tja, er der sket nogen forandring og hvad var problemet dengang? Måske var Emmy tilhænger af EF ved afstemningen i 1972? Det er jo ikke længe siden, set med Emmys mere end 90-årige øjne.
Sådan så afsenderadressen ud på brevene Emmy sendte. Egentlig er det lidt tankevækkende, at det er 2 niecer og 1 nevø der har gemt hendes breve, men ikke familiemedlemmer tættere på. Måske er forklaringen den, at det ofte er sådan at breve af dette temmelig konventionelle tilsnit gemmer man nok ikke som søn eller datter, fordi de jo ikke føjer det mindste til det kendskab man har til brevskriveren.
Emmy dør den 12. marts 1976 på Grønnegården i Åbenrå og bliver begravet fra kapellet den 16. marts. Hendes urne blev sat ned til Edwins og Birtes – og den fik senere følgeskab af Arnes og Esters.